Her er den pighaj, som blev fanget i Øresund, og som nu er aflivet.

Akvariechef efter haj-død: Vi mangler erfaring

Hajen havde fået et sår på halen. Der var ikke noget at gøre, lyder det fra akvariechefen på Øresundsakvariet.

Torsdag den 8. februar fangede en fisker en pighaj på 17 meters dybde ud for Espergærde, og til Øresundsakvariets store glæde gav han den til dem.

Men allerede torsdag blev akvariet nødt til at aflive den.

Vi har ikke ret meget erfaring med at have større hajer i akvariet, og vi ved ikke, om de trives i vores relativt lille akvarie.

Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvariechef på Øresundsakvariet

- Vi opdagede et sår på dens hale onsdag, og når der først er hul ind til dens organer, kan det gå stærkt, for så har bakterierne fri adgang. Vi blev nødt til at aflive den torsdag. Det er trist, lyder det fra Jens Peder Jeppesen, der er marinbiolog og akvariechef på Øresundsakvariet.

Han fortæller, at de ikke ved, hvor og hvornår såret præcist er opstået. Det kan være sket i havet, eller da den blev fanget eller i akvariet.

Læs også Sjælden haj fanget i Øresund: ”Det er ret fantastisk”

Akvariet vil ikke have store hajer fremover

Hajen var 98 centimer lang og vejede 3,6 kilo, og det er sjældent, at akvariet får besøg af så store dyr. Hajens død har nu måske sat en stopper for, at de fremover vil tage imod større hajer:

- Vi har ikke ret meget erfaring med at have større hajer i akvariet, og vi ved ikke, om de trives i vores relativt lille akvarie. For at være sikker på at vi ikke gør noget galt, vil vi måske lave en politik med, at vi ikke tager imod den slags fremover, fortæller marinbiologen.

Læs også Efter få dage i Øresundsakvariet er sjælden haj død

Han vil dog ikke helt udelukke det, da det afhænger af situationen, forklarer han.

Jens Peder Jeppesen siger, at de fremover i stedet for at have hajerne fysisk i akvariet vil formidle viden om pighajen ved at filme dem i Øresund.

- På den måde sikrer vi, at vi ikke gør noget galt, forklarer han.

Hajen er nu på Zoologisk Museums videnskabelige samling, hvor der blandt andet bliver taget DNA-prøver fra den, så den kan blive en del af en videnskabelig undersøgelse.

På tirsdag bliver den konserveret, så den kan bevares i mange år frem.

Læs også Fik sensationel fangst i nettet et hemmeligt sted i Øresund