Akutafdeling i Roskilde lukker før tid

Fra årsskiftet er det slut med akutafdelingen i Roskilde. Det er konsekvensen af en spareplan.

Akutmodtagelsen i Roskilde lukker fem år før planlagt. Region Sjælland lukker akutmodtagelsen i regionens største by allerede ved årsskiftet som led i en større spareplan. Det skriver Sjællandske Medier.

Det betyder, at borgere fra Roskilde - og byens opland - fremover skal køres til akutmodtagelsen i Køge, hvis de er kommet alvorligt til skade eller er endt i choktilstand.

Akutmodtagelsen i Næstved lukker også ved årsskiftet.

- Budgettet lægger op til, at vi fremrykker sygehusplanen. Det betyder, at Næstved og Roskilde bliver uden akutafdelinger. Samtidig satser vi på, at vi får endnu flere behandlinger hentet hjem fra private hospitaler og sygehuse i andre regioner og ud på vores egne sygehuse. Især de her to, siger Jens Stenbæk (V), regionsrådsformand i Region Sjælland, til Sjællandske Medier.

Fremrykningen af sygehusplanen skal ifølge regionens beregninger give besparelser på 10 millioner kroner næste år, og 35 millioner kroner om året fra 2017 og frem, skriver Sjællandske Medier.

Spareplanen skyldes stigende udgifter til sygehusmedicin, tjenestemandspensioner og respiratorpatienter.

I spareplanen åbnes der også op for, at skadestuen i Roskilde fra 2017 udelukkende skal være bemandet med sygeplejersker. Ifølge regionens beregninger vil man på den måde kunne spare otte millioner kroner årligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik