Foto: Claus Bech / Scanpix

Akut pladsmangel: Forældre skal betales for at droppe vuggestuen

Der er stor politisk uenighed om, hvordan man skal løse problemerne med pladsmangel i vuggestuerne i Københavns Kommune.

Nu foreslår forvaltningen, at man skal give forældre et tilskud på op til 90.000 kroner om året for at droppe vuggestuen og passe deres barn hjemme.

Det får opbakning fra flere partier i Borgerrepræsentationen, skriver P4 København. 

- Det er godt, at der er noget fleksibilitet og diversitet i de forskellige pasningstilbud, for det er ikke nødvendigvis alle der synes, at deres barn skal passes i en daginstitution. Og så kommer det jo også kommunen til gode, når barnet ikke optager en plads i en tid, hvor vi er presset på pladser, siger Radikales Tommy Petersen til DR P4 København.

Københavns Kommune har tidligere givet tilskud til hjemmepasning. Og det bør man genindføre, mener Konservatives medlem af Borgerrepræsentationen Helle Bonnesen. 

Læs også Pladsmangel i vuggestuer sender børn tidligere i fritidshjem

- Jeg får rigtig mange forespørgsler fra personer, der efterspøger ordningen. Og når vi står i en situation, hvor vi mangler vuggestuepladser, så skal vi måske sige, at det her kan være en løsning, enten i en tidsbegrænset periode eller permanent, siger hun til DR P4 København.

Men forslaget møder skepsis hos Enhedslisten, hvor Knud Holt Nielsen peger på to problemer.

- Teoretisk set kan man forestille sig, at der er socialt udsatte familier, der griber til det for pengenes skyld, men det er jo de børn, der har allermest brug for et institutionstilbud, siger han til DR P4 København.

Og for langt de fleste mennesker med almindelige indkomster er det ikke en mulighed at passe sit barn hjemme, selvom man får tilskud, siger Knud Holt Nielsen. 

Læs også Babyboom skaber akut mangel på vuggestuepladser: "Meget kaotisk"

- Det forudsætter, at du er i et fast forhold med en partner, der har en relativt god løn, så man faktisk kan leve af en enkelt indtægt. Så det er en relativt begrænset del af befolkningen, der kan gøre brug af det.

Børne- og ungdomsforvaltningen i København vurderer, at tilskud til hjemmepasning kan erstattet omkring 200 vuggestuepladser og vil koste kommunen 10 millioner kroner.

De andre forslag til at løse pladsproblemerne i Københavns vuggestuer går på at øge antallet af børn per stuer og hæve grænsen for, hvor langt der må være fra borgernes hjem til institutionen. Det har der indtil videre ikke været politisk opbakning til, men politikerne skal stemme om forslagene igen på onsdag.