Aktiv dødshjælp: Dansk barnestjerne vil have ret til at dø

Den tidligere barnestjerne Mathilde Gersby fra Søborg, kendt fra firserserien "Da Lotte blev usynlig" er uhelbredeligt syg. Hun ønsker aktiv dødshjælp tilladt.

Mathilde Gersby Rasmussen har lige rejst sig og står nu for opslåede døre i den franske altan med den skarpe septembersol i ansigtet og kigger ud over sin have med det uslåede grønne græs.

- Jeg sætter mig lige ned igen, siger hun og går med besvær og småbitte skridt hen til den afskallede, hvide bænk og sætter sig på yndlingspladsen lige inden for døren.

Hun nåede at nyde solen og vinden mod ansigtet i et lille minut, inden hun måtte tilbage til bænken. Hun vender blikket nedad og hiver vagt efter vejret. Der bliver stille i rummet, så man kan høre Mathilde Gersbys små forsøg på at suge luft ind gennem munden.

- Det er helt naturligt, indskyder hendes mand Søren, som står ovre i køkkenet i samme rum.

- I skal ikke stresse over det. Mathilde skal bare have luft igen, fordi hun lige brugte det, hun havde, fortsætter han.

Henover gulvet fra under en hvid dør til et andet værelse snor sig en lang, tyk, hvid slange. Ovenover samme hvide dør går antenneledningen, som ender i fjernsynet, lige under døren. Den er omtrent samme tykkelse som den slange, der snor sig henover gulvet og ender i næsen på Mathilde Gersby ved den diagonalt modsatte væg.

Det er ikke hver dag, at hun er tilsluttet slangen, men i dag går det dårligt, og hun har brug for ilttilførslen.

- Jeg er træt hele tiden, og det er også lidt mærkeligt. Jeg kunne sove firetyve syv, siger hun.

Vil have lov til at dø

Hvis du var barn i 80erne eller 90erne, så husker du sikkert Lotte – den lille pige med de røde krøller, der kunne gøre sig selv usynlig med et tryk på sin navle. Hvis ikke det helt siger dig noget, husker du nok kendingsmelodien ”Hulu Bulu – Lotte, hvor er du henne?”

Mathilde Gersby spillede Lotte i tv-serien ”Da Lotte blev usynlig”, der havde i premiere på DR i 1987.

I dag er hun 37 år. Hun er gift med Søren og sammen har de sønnen Hjalte på 11 år. Og så er hun uhelbredelig syg. Mathilde Gersby er født med den arvelige sygdom Cystisk Fibrose. En sygdom, som langsomt ødelægger lungerne.

quote - Jeg vil ikke ud i, at mit liv bliver uværdigt.

Mathilde Gersby

Og så er hun fortaler for, at aktiv dødshjælp skal gøres lovligt i Danmark.

Da hun får at vide, at debatten er blusset op igen, og at flere politikere har udtrykt sig positivt over for at tage diskussion, lyser hun pludselig op i et smil.

- Er det rigtigt? spørger hun med en nærmest barnagtig glæde og kigger op på Søren.

Få øjeblikke efter hun sad på bænken og hev efter vejret, sidder hun nu på samme bænk, let fremadlænet og fast i blikket, mens hun taler med kraft i stemmen for at indføre aktiv dødshjælp i Danmark.

- Jeg vil ikke ud i, at mit liv bliver uværdigt. Jeg vil ikke ud i, at jeg ikke kan nyde det, for jeg elsker livet, siger hun.

quote - Jeg synes, det er urimeligt, at man i 2016 har så meget medbestemmelse over alt muligt andet.

Mathilde Gersby

Mathilde Gersby er fast besluttet på selv at vælge, når hun ikke vil være her længere.

- Jeg synes, det er urimeligt, at man i 2016 har så meget medbestemmelse over alt muligt andet. Men lige det om hvordan man kommer herfra, det er blevet besluttet for en. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger hun.

Håret, som er redt tilbage og samlet i en hestehale, er stadig rødt og krøllet. Hun ligner stadig Lotte – bare voksen. Hun er meget tynd. Men hvis ikke det var for slangen i næsen, var det ikke til at se, hvor syg hun er, som hun sidder dér og taler for sin ret til at dø, når hun selv vil. Men hun er så syg, at hun næppe når at se Hjalte blive voksen.

Selv uden aktiv dødshjælp vil hun realistisk set kun leve to til fem år endnu, siger hun, selvom lægerne ikke vil sætte tid på.

- Man siger normalt, at man lever syv år med en lungetransplantation. De her har varet i fem år, siger Mathilde Gersby.            

Modstandere af aktiv dødshjælp taler om, at man ved at tillade det i Danmark risikerer, at nogle uhelbredeligt syge vil føle sig presset til at bede om det for at lette byrden for familie og venner.

quote - Hvis ikke der bliver indført aktiv dødshjælp i Danmark, så finder jeg på noget andet. Så gør jeg det selv, hvis jeg kan. Ellers har jeg venner, der vil hjælpe mig.

Mathilde Gersby

- Selvfølgelig skal man ikke presses ud i at dø, men jeg tror sagtens man kan undgå det ved at have tre uvildige fagpersoner, der kommer ind og vurdere hvorvidt du... Det er din beslutning eller ej, siger Mathilde Gersby.

- Jeg vil dø i mit hjemland

Med mindre der kommer en lovændring i Danmark, får Mathilde Gersby ikke sit ønske om aktiv dødshjælp opfyldt.

Muligheden for at rejse til Schweiz, hvor assisteret selvmord er lovligt, er ikke et tema for Mathilde Gersby. Først og fremmest fordi det kan være meget besværligt for hende at rejse til Schweiz på grund af sygdommen. Men hun ønsker heller ikke at rejse ud for at dø.

- Jeg vil rigtig gerne dø i mit hjemland med min familie og alle dem, jeg har kær, omkring mig. Derfor vil jeg ikke dø i Schweiz. Jeg vil dø i det land, hvor jeg er født, og det kan jeg ikke få lov til. Det synes jeg er urimeligt, siger hun.

Alternativet til Schweiz er at vente på, at sygdommen langsomt tager livet af hende. Men for Mathilde Gersby vil det betyde, at hun stille og roligt bliver dårligere og dårligere, inden hun ender med at dø ved kvælning.

Hun vil ende sine dage med at ligge i en seng og ingenting kunne, ingenting kunne nyde. Hun har set det ske for en veninde med samme sygdom. Veninden lå i sengen i to år og blev langsomt kvalt og kunne til sidst ingenting.

Sådan kommer det ikke til at gå for Mathilde Gersby, hvis det står til hende selv.   

- Hvis ikke der bliver indført aktiv dødshjælp i Danmark, så finder jeg på noget andet. Så gør jeg det selv, hvis jeg kan. Ellers har jeg venner, der vil hjælpe mig, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik