Aktion ved Bella Center bekymrer klimafolk

Det folkelige klimatopmøde, Klimaforum, vil ikke sættes i forbindelse med en større aktion ved Bella Center i december. Der er for stor usikkerhed om indholdet.

En planlagt aktion ved Bella Center under klimatopmødet skaber
uro hos arrangørerne bag det folkelige topmøde, Klimaforum09,
der foregår samtidigt i DGI-byen. De har hidtil samarbejdet og
koordineret med aktivistgrupperne.
- Vi hører forskellige rygter om, hvad der skal foregå den 16.
december. Store dele af vores netværk er bekymret for den
variant, der går ud på, at man vil konfrontere politikæderne
omkring Bella Center, siger John Holten-Andersen, der er medlem
af Klimaforum09s bestyrelse.
Climate Justice Action står bag aktionen og skriver på deres
hjemmeside:
- Vi vil skubbe os ind på konferenceområdet, afbryde møderne
og brug pladsen til at tale om "vores" dagsorden (...) Vi vil
overkomme enhver fysisk barriere, der står i vejen for os, men
vi vil ikke reagere med vold.
Tre aktører fra Klimaforum09s netværk frygter, at sammenstød
med politiet alligevel vil fjerne fokus fra den gode sag.
- Hovedparten af de budskaber, som aktionen ønsker at
fremføre, er vi ganske enige i, men måden at fremføre dem på vil
betyde, at de vil drukne i politistave og vold, skriver formænd
for organisationerne Levende Hav, Frie Bønder og Byggefagenes
Samvirke i et indlæg på modkraft.dk's debatforum.
Climate Justice Action mener ikke, der er grund til
bekymring.
- Vi arbejder virkelig hårdt for, at vores
demonstrationskultur bliver overholdt. Folk, der deltager i
demonstrationen skal forstå, at det vigtigste er budskabet. De
tre herrer kan have tillid til, at vi kun vil gøre de ting, vi i
forvejen har sagt, siger talskvinde Stine Gry.
Hun påpeger, at der er mange forskellige scenarier og mange
overvejelser i det, men understreger, at "fysiske barrier"
refererer til hegn og ikke betjente.
Klimaforum09 vil helst holdes helt ude af snakken om eventuel
ballade ved Bella Center.
- Vi har rigeligt at se til med at få Klimaforum09 op at stå,
og vi vil ikke bruge kræfter på at forholde os til andre
aktioner andre steder i byen, siger John Holten-Andersen og
understreger, at arrangementet i DGI-byen er 100 procent
fredeligt og for hele familien.
/ritzau/