Aktion mod bandemiljøet: 12 anholdt efter våbenfund

Betjente på Vestegnen rykkede tirsdag aften ud til Gladsaxe. Alle anholdte skal for en dommer onsdag.

Københavns Vestegns Politi slog tirsdag aften til mod bandemiljøet i Gladsaxe. Flere personer er blevet lagt i håndjern efter fund af flere våben.

- Det er sparsomt, hvad jeg kan sige om det. Men vi har anholdt 12 personer med relation til bandemiljøet i forbindelse med et våbenfund, siger vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.

Politiaktionen fandt sted kort før klokken 19.30, og en dommer skal nu tage stilling til, hvad der skal ske med de anholdte.

- Vi regner med at foretage fremstillinger onsdag, siger Jens Møller.

Flere efterforskere pga den tilspidsede situation

Siden begyndelsen af året har der i det storkøbenhavnske område været et ekstraordinært stort antal skyderier på åben gade, som relateres til konflikter i bande- eller rockermiljøer.

Midt i januar blev en 19-årig mand dræbt af skud i Høje Gladsaxe, og i februar blev en 27-årig mand dræbt på Finsensvej på Frederiksberg. Flere andre er blevet såret.

På grund af den tilspidsede situation med den voldsomme kriminalitet i bander og i rockergrupper har rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg besluttet, at Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi skal have flere efterforskere.

Politiet ransaget 62 adresser på Sjælland

Det præcise tal kendes ikke endnu. Der bliver formentlig tale om 25-30 betjente i alt, og de skal tages fra Rigspolitiet og fra tre politikredse: Nordsjælland, Midt- og Vestsjælland og Sydsjælland og Lolland-Falster.

I slutningen af marts slog politistyrker også til mod rockere og bandemedlemmer flere steder på Sjælland. Betjente ransagede 62 adresser og anholdt over 30 personer.

Derudover blev der beslaglagt skydevåben, stikvåben, slagvåben, narkotika og cirka 600.000 kroner i kontanter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik