Foto: TV2/ Lorry

Akademikere skal spille på flere tangenter i jobjagten

 Der er gode jobmuligheder til de knap 5.000 ledige akademikere i København, men akademikerne skal måske kigge andre steder, end de plejer.

Det viser en ny undersøgelse, som Københavns Kommune har lavet, skriver metroXpress.

Op mod 2.500 københavnske fortrinsvist små og mellemstore virksomheder overvejer nemlig at ansætte en akademiker, men mange af dem har aldrig haft en akademiker ansat før. Dermed er hverken de ledige akademikere eller virksomhederne på hjemmebane, forklarer Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelsesborgmester i København, til metroXpress.

»Især i de små virksomheder er der mange fordomme om, at akademikere kun er støvede teoretikere. Men det samme gælder de ledige akademikere, for der har været en tendens til at tænke, at de kun kan ansættes i det offentlige og i større virksomheder,« siger hun og opfordrer kraftigt ledige akademikere til at undersøge jobmulighederne i mindre virksomheder.

Derfor har Københavns Kommune kortlagt mulighederne for nye job og tilbyder virksomhederne hjælp til rekruttering og rådgivning til ledige akademikere.

Og det er en rigtig god ide, mener Lars Munck, der er arbejdsmarkedspolitisk chef i juristernes og økonomernes fagforening, Djøf. Gevinsten for virksomhederne er lige til at samle op, forklarer han, for en virksomhed, som ikke har haft en djøf'er ansat før, kan tjene både lønnen hjem og skrive en million kroner ekstra på bundlinjen, viser Djøfs egne undersøgelser.

Tidligere var den slagne vej for mange nyuddannede djøf'ere et job i det offentlige, men efter finanskrisen og den stigende arbejdsløshed har Lars Muncks medlemmer for alvor fået øjnene op for jobmulighederne i de små eller mellemstore virksomheder.
 
»Mange akademikere er i gang med at udvide horisonten. Men der skal en massiv informationsindsats til, for folk skal kunne se sig selv i jobbet. Der er jo knyttet meget identitet til ens faglighed,« siger han.
     
Kortlægningen fra Københavns Kommune viser, at der er et stort vækstpotentiale i små og mellemstore virksomheder:

9 procent af de små og mellemstore virksomheder (1-99 ansatte) vil ansætte en akademiker. Det svarer til op mod 2.500 virksomheder.
11 procent af de store virksomheder (100+ ansatte) vil ansætte en akademiker. Det svarer til op mod 60 virksomheder.
31 procent af alle dagpengemodtagere i København har en lang videregående uddannelse.