Airbnb-udlejer: Vi er sgu ikke bolighajer

Udlejningstjenesten Airbnb diskuteres flittigt af politikere og i medier. Men den handler kun om det negative, lyder det fra en udlejer.

Boligspekulation. Boligmangel. Bolighajer.

Velkendte problemer, der atter får liv i diskussionen om Airbnb i Danmark.

Den meget omtalte udlejningstjeneste hjælper privatpersoner med at leje deres bolig ud til eksempelvis turister, som gerne vil bo i et "rigtigt hjem" og måske spare lidt på eksempelvis mad- og hotelregningen.

Men i kølvandet på den efterhånden knapt så nye forretningsmodel står stadig en masse spørgsmål, som medier og politikere på skift kaster sig over;

Hvor mange dage om året må man leje sin bolig ud? Hvad er en rimelig pris? Hvor går grænsen for, hvornår indtægten er skattepligtig? Og er det ikke med til at presse et i forvejen presset boligmarked, når der er flere penge at tjene på turister end på et almindeligt lejemål?

Familien flytter i kolonihavehus

Én af dem der også jævnligt møder de spørgsmål er Trinelise Væring. 

Hun er musiker ligesom sin mand og sammen med parrets to teenagebørn bor de i en lejlighed i Københavns Indre By, omtrent 500 meter fra Rådhuspladsen.

Men ikke i højsommeren. Hver sommer flytter familien ud af lejligheden og i kolonihavehus på Islands Brygge i cirka to måneder. Og for to år siden begyndte de at leje lejligheden ud via Airbnb, mens de ikke selv bor der.

- Før vi begyndte at leje den ud, der stod den bare tom, og så kørte vi ind og hentede avisen hver dag, siger Trinelise Væring til TV 2 Lorry.

Udlejning giver råd til ferie

I dag er familien taget fra Islands Brygge til Indre by for at gøre lejligheden ren og skifte sengetøj.

Klokken tretten ankommer nemlig et nyt hold turister, der skal bo i lejligheden et par dage.

Og sådan er rutinen det meste af sommeren, undtagen når familien i næste uge tager på ferie til USA.

En ferie, der kun er økonomisk mulig, fordi de kan supplere deres indtægter fra musikken med udlejning af lejligheden:

- Vi synes, det er et vigtigt tilskud til vores væren-en-familie. Det er også et familieprojekt for os at leje ud. Vores to teenagere er med inde og har gjort det ene værelse rent og redt senge og så videre. 

For meget af det negative

Trinelise Væring betaler skat af indtægten fra udlejningerne ligesom hun også overholder de andre regler på området.

Alligevel mener hun, at folk der udlejer via Airbnb ofte stemples som bolighajer eller spekulanter af medier og politikere.

- Jeg synes, medierne er gået efter at finde cases der skræmmer og at piske en stemning op i stedet for at nuancere billedet af, hvem de her udlejere er, og hvem forbrugerne er, siger hun.

Og det er ærgerligt, mener hun, fordi der er mange mennesker særligt i byen der er afhængige af at kunne supplere deres indtægt.

- Alle os små fisk, vi er sgu ikke bolighajer. Vi er bare folk der lige prøver at holde røven ovenvande på et boligmarked, der er presset, siger hun.

Nu laver Skat kontrolaktioner:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik