København vil have loft på antallet af dage, som man kan udleje sin bolig via Airbnb Foto: Dado Ruvic / Keld Navntoft / Scanpix

Airbnb i dialog med Københavns Kommune om muligt lejeloft

Udlejningsportalen Airbnb og Københavns Kommune mødes om mulig aftale om loft for udlejning i hovedstaden.

De tre partier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Københavns Kommune har holdt møde med udlejningsportalen Airbnb.

Det oplyser Ninna Thomsen (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

- Der er igangsat en dialog i forhold til en aftale, siger hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Der er igangsat en dialog i forhold til en aftale

Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune

Overborgmester Frank Jensen (Soc.dem.) har tidligere luftet ideen om at indføre et loft over antallet af dage, man kan udleje sin bolig via den populære udlejningstjeneste.

Frank Jensen inspireret af aftale i Amsterdam

Og det er på den baggrund, at mødet mellem de to parter nu er kommet i stand.

Frank Jensen er inspireret af den aftale, som Amsterdam har indgået med Airbnb. I den hollandske hovedstad er der lagt et loft på 60 dage, som en bolig maksimalt må udlejes via tjenesten.

Når hjemmet har nået maxgrænsen for udlejningsdage, forsvinder det fra hjemmesiden og kan derfor ikke lejes.

Overborgmesteren har dog ikke sat et tal på et muligt udlejningsloft i København. 

Læs også København vil sætte loft på Airbnb-udlejning: "Billige værelser bør gå til studerende"

Airbnb: Regeringen må sætte en retning

Ifølge Ninna Thomsen var der tale om et positivt møde med Airbnb. Tjenesten mener dog, at der skal udstikkes en generel retning fra den danske regering, før en eventuel fatale med Københavns Kommune kan indgås.

- Skal der være en aftale, er det nok vigtigt, at regeringen får meldt klart ud, siger borgmesteren.

Kritikere af udlejningsportalen mener dog, at den let tilgængelige, hurtige og brugervenlige udlejning af lejligheder er med til at presse boligpriserne i vejret i den danske hovedstad.

Skal der være en aftale, er det nok vigtigt, at regeringen får meldt klart ud

Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune

Regeringen har ikke sat restriktioner ind over for Airbnb, men har udtalt, at man vil forsøge at finde en frivillig ordning med branchen, hvor det sikres, at udlejere på tjenesten indberetter deres fortjeneste, så der eventuelt betales skat.

Ifølge Airbnbs egne tal bliver en københavnsk bolig på portalen i gennemsnit lejet ud i 23 dage om året. Det er ikke oplyst, hvor mange værter i København der udlejer deres hjem i mere end 60 dage. 

Læs også Her er de gode råd om Airbnb

 

 

  • 21.000 værter har haft gæster i løbet af 2015.
  • Gennemsnitsalderen for værter er 37 år.
  • 42 procent af værterne er mænd, 58 procent er kvinder.
  • En vært tjener i gennemsnit 13.800 kroner om året på udlejning.
  • En typisk bolig på portalen udlejes i gennemsnit 22 dage årligt.
  • Sammenholder man de 22 udlejningsdage med de 13.800 kroner årligt, tager danskerne i snit 627 kroner for en overnatning.
  • 405.000 gæster anvendte Airbnb til overnatninger i Danmark i løbet af 2015.
  • 337.000 gæster rejste fra Danmark i løbet af 2015 og brugte Airbnb i udlandet.
  • I gennemsnit varer hvert Airbnb ophold 4,2 nætter.
Kilde: Rapport fra Airbnb om året 2015

 

01:04

Kort nyt

Luk video