AGK-stjerner slår Århus i vild slutspurt

Århus Håndbold var på vej mod en overraskende sejr over AGK i slutspillet, men så gik københavnerne målamok.

De forsvarende mestre fra AG København åbnede onsdag slutspillet med en sejr over Århus Håndbold på 31-26.
Mikkel Hansen og de københavnske gæster vandt opgøret efter en vild slutspurt, da de var bagud med 19-22 med 20 minutter tilbage af kampen.

På et kvarter afgjorde AGK-stjernerne affæren, da de scorede 11 mål, mens Århus Håndbold blot fik bolden ind bag Kasper Hvidt to gange.

Med sejren topper gæsterne slutspilsgruppe 1 med fire point, mens Team Tvis Holstebro har to point på andenpladsen.
I modsætning til opgøret i Aarhus blev afslutningen vanvittig spændende i Skjern, hvor Team Tvis Holstebro var på besøg i gruppens anden kamp.

Da tiden udløb på haluret stod der 22-22, men Skjerns Kasper Søndergaard havde muligheden for at score på et tremeterkast.

Og det var meget tæt på en Skjern-sejr, da Søndergaard ramte stolpen, hvorefter bolden hoppede ud i Tvis-målvogter Rasmus Schmidt Lind, der fik lagt sig oven på læderkuglen og lige nøjagtig afværget en scoring.

Skjern Håndbold har et enkelt point, mens Århus Håndbold er pointløse efter første spillerunde.

De fire hold møder hinanden ude og hjemme, inden det bliver afgjort, hvem der skal mødes i DM-finalen med et af holdene fra den anden gruppe.

Den anden gruppe har deltagelse af Aalborg, Bjerringbro-Silkeborg, KIF Kolding og Viborg.

Onsdag vandt Viborg overraskende 25-24 over KIF, hvilket betyder, at alle hold har to point med undtagelse af Bjerringbro-Silkeborg, der blot har et enkelt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik