AG København splitter Skjern ad i pokalydmygelse

AG København gav Skjern store tæsk i pokalkvartfinalen og fik samtidig revancheret liganederlaget til Aalborg.

 AG København kom ovenpå igen efter liganederlaget til Aalborg for nylig, da de forsvarende danske liga- og pokalmestre sendte Skjern hjem med en lussing på 33-17.
Hjemmeholdet spillede sig samtidig videre fra kvartfinalen i pokalturneringen til den såkaldte Final Four.
Kampen startede ellers rimeligt lige, men AG København, der netop har forlænget kontrakten med den islandske profil Arnor Atlason med tre år, tog hurtigt styringen, og holdet var efter et kvarters spil foran med fem mål.
Herefter gik AGK-spillerne nærmest amok, og holdet var foran med hele 11 mål, da første halvleg var slut. 20-9 var stillingen.
AG København var ekstremt effektive i kontrafasen, og en stærk målmandsduo i form af Kasper Hvidt og Steinar Ege tog sig af de fleste Skjern-forsøg, som også lod meget tilbage at ønske.
Især norske Steinar Ege var helt fantastisk og havde en redningsprocent på over 60.
AGK-stregspilleren Rene Toft Hansen meldte i sidste uge fra til landsholdets Super Cup-turnering i Tyskland med en ankelskade, men han er overraskende hurtigt kommet sig og var med fra start i storsejren over Skjern.
Efter pausen lettede AG København foden en smule fra gaspedalen, men formåede ikke desto mindre at bringe sig yderligere foran mod et meget svagt Skjern-mandskab. Halvvejs i anden halvleg lød AGK-føringen på 28-13.
Skjern-spillet blev aldrig bedre, og dermed kunne AGK til sidst spadsere sig til sejren på 33-17.
Skjern får en mulighed for at vaske øretæven af sig i ligakampen mod KIF Kolding i weekenden. Det ligner dog en svær kamp. Kolding ligger i øjeblikket på andenpladsen efter AG København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik