Aftenarbejde på mange Metro-pladser er fortsat stoppet

Metroselskabets direktørs fik overtalt nabogruppe til at droppe indsigelser. Men så dukkede der nye klager op.

Der er fortsat ingen byggestøj om aftenen fra flere af metroselskabets byggepladser i hovedstaden.

I weekenden fik selskabet bag det årelange milliardprojekt ellers overtalt en nabogruppe til at trække en klage tilbage, men glæden blev kortvarig.

Kort tid efter modtog Metroselskabet en klage fra andre personer, skriver Politiken.

Det betyder, at aftenarbejdet med metroen i København bliver yderligere begrænset.

Klagefrist udløb mandag eftermiddag

Fristen for at klage over Københavns Kommunes tilladelse til at udvide arbejdstiden, så der kan arbejdes døgnet rundt med byggeriet, udløb mandag eftermiddag.

Søndag trak en gruppe naboer til byggepladsen i Øster Søgade sin klage tilbage efter et møde med Metroselskabets direktør, og dermed var der udsigt til, at døgnarbejdet på byggepladsen kunne genoptages.

Men samtidig kom der klager fra to andre naboer.

Og derved står Metroselskabet med samme problem som tidligere, fortæller Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør for Metroselskabet, til Politiken.

Metroselskabsdirektør: Vigtigt at finde en balance mellem støjhensyn og gennemførsel af byggeri

- Det understreger det principielle problem, vi hele tiden har stået i. En enkelt klager kan ændre planlægningen. Det er vigtigt at finde en balance mellem hensynet til naboerne, som selvfølgelig skal beskyttes, og hensynet til, at man kan gennemføre byggeriet af Cityringen. Det er klart, at det bliver en meget omstændelig byggeproces, hvis én klage kan ændre hele byggeprocessen, siger han til Politiken.

I øjeblikket er der forbud mod aftenarbejde ved Hovedbanegården, og på byggepladsen på Sdr. Boulevard.

Aften- og natarbejdet med metrostationen ved Marmorkirken er også indstillet og det samme gælder altså for byggeriet ved Øster Søgade.

Ifølge planen skal den 16 kilometer lange Cityring med 17 underjordiske stationer stå klar i december 2018.

Men tidsplanen og budgettet på 22 milliarder kroner holder kun, hvis der må arbejdes døgnet rundt ifølge Metroselskabet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik