Aftale i Glostrup underskrevet: John Engelhardt fortsætter

For et øjeblik siden underskrev Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti konstitueringsaftalen i Glostrup. John Engelhardt tager en tørn mere som bormester.

Blækket på papiret var ikke blevet tørt, da TV 2 Lorry for et kort øjeblik siden havde borgmesteren i Glostrup, John Engelhardt fra Venstre i røret.

I dette øjeblik underskriver vi en konstitueringsaftale.

John Engelhardt, borgmester, Glostrup, Venstre

- I dette øjeblik underskriver vi en konstitueringsaftale. Dem, der er i lokalet, er Dan Kornbek Christiansen fra Konservative, Flemming Ørhem, DF, og mig selv, sagde John Engelhardt til TV 2 Lorry.

I den aftale står der, at John Engelhardt fortsætter som borgmester.

- Stemningen er meget god, siger han kortfattet.

Udramatisk forløb - tog hjem for at sove

Selvom "de lange knives nat" er kendt for intriger og symbolsk knivstikkeri, har forløbet i Glostrup været ganske udramatisk.

Men det er klart, at når alle andre næsten er færdige, så kan man nemt tro, at der er krise. Men det har det på ingen måde været.

John Engelhardt, borgmester, Glostrup, Venstre

- Der er jo blevet skudt fra forskellige sider med tilbud, og mængden af tilbud har floreret i luften. Men mere dramatisk bliver det ikke.

Hvorfor tog det så lang tid? I er blandt de sidste til at blive enige om en aftale.

- Vi har arbejdet så hurtigt, vi kunne, men vi har ikke brugt hele natten. Men det er klart, at når alle andre næsten er færdige, så kan man nemt tro, at der er krise. Men det har det på ingen måde været, fortæller borgmesteren.

Han tilføjer:

- Selv min gamle mor har ringet flere gange for at høre, hvad der foregik, fortæller han grinende.

Læs også DF kan afgøre borgmesterkamp i Glostrup

Et samarbejde, der fungerer

Samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Venstre har stået på i årevis i Glostrup, og derfor er det ingen overraskelse, at netop de to partier har fundet sammen i en konstellation.

Vi har fuld tillid til vores nye partner fra Konservative, og vi er sikre på, at vi får et godt samarbejde.

John Engelhardt, borgmester, Glostrup, Venstre

Dog er det nyt, at Konservative nu bliver tilføjet til i samarbejdet.

- Vi har fuld tillid til vores nye partner fra Konservative, og vi er sikre på, at vi får et godt samarbejde. Derfor turde også at tage hjem og sove uden at frygte, at vi blev stukket i ryggen, fortæller John Engelhardt til TV 2 Lorry.

Læs også Borgmestre trætte af krævende borgere: Står i kø med krav