Afdød skibsreders sidste ord: Good night and goodbye

Mindeord for Mærsk Mc-Kinney Møller indleder årsrapporten fra rederigiganten. Patriarken døde i april 2012.

Selv om milliarderne i 2012 fortsatte med at strømme ind i A.P. Møller Mærsk-koncernen, var sidste år også præget af sorg i familiedynastiet.

Kort tid efter rederiets generalforsamling døde Mærsk Mc-Kinney Møller, og det bærer den netop offentliggjorte koncernårsrapport for 2012 præg af.

De første sider i årsrapporten domineres således af et stort billede af Mærsk samt mindeord fra datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, allerede inden selve regnskabstallene fra rederigiganten oplistes.

- Hans sidste ord til gruppens bestyrelse og ledelse var good night and goodbye - and thank you, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i mindeordene om sin far, der døde i en alder af 98 år.

"Rettidig omhu"

I en lang hyldest til faderen sparer datteren ikke på superlativerne, og Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rost til skyerne for sin betydning for rederiet, siden han overtog kommandobroen i 1965, som han først forlod i 1993.

- Mærsk Mc-Kinney Møller har sat et uudsletteligt præg på A.P. Møller - Mærsk Gruppen og sin samtid, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. I mindeordet benytter hun også det motto, der blev synonymt med faderen, og som beskrev ham som en hårdtarbejdende mand med fokus på detaljen.

- Hr. Møller havde en fokuseret tilgang og en rettidig omhu, som vidner om stor ansvarsfølelse over for virksomheden. Dertil en sjælden energi samt et ubegrænset engagement, som med medarbejdernes hjælp skabte ekspansion og resultater i alle dele af verden, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

A.P. Møller-Mærsk fik i 2012 et overskud før skat på 42,5 milliarder kroner. Det er 16 procent mindre end året før, hvor overskuddet landede på 50,5 milliarder kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik