Ældre vil bo midt i København

Et stigende antal ældre vælger at sælge deres bolig i forstaden for at flytte ind til København.

Mange ældre søger tilbage til livet storbyen, når børnene er flyttet hjemmefra.

Et stigende antal midaldrende og ældre vælger derfor at sælge huset i forstaden for at flytte tilbage til byen, skriver Politiken onsdag.

Det er ikke kun København, som trækker. Det samme gør sig gældende i Aarhus og Odense, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Hele ideen om, hvad det vil sige at være ældre, rykker sig i de her år. Når børnene er flyttet hjemmefra, søger forældrene i højere grad et liv i tråd med det, de havde, før de fik børn. Derfor får flere lyst til at flytte ind til byens pulserende liv, hvor der er masser af kulturtilbud, restauranter og cafeer, forklarer Olga Bastian, livsstilsekspert og kreativ direktør i reklamebureauet Liquidminds, til Politiken.

I 2015 var der således 1.534 personer, der flyttede fra forstaden til hovedstaden. Det er en stigning på 74 procent i forhold til 2006.

 - For eksempel i Carlsbergbyen og Nordhavn er de fleste af vores købere i kategorien 'det grå guld'. Det er 68-generationen, der har boet i parcelhus i forstaden og nu vil ind til byen, efter at børnene er flyttet. De har en fornuftig friværdi eller har måske endda betalt huset helt ud, så de har råd til at købe de dyre kvadratmeter. Nogle køber ligefrem deres nye lejlighed kontant, fortæller presseansvarlig i Nybolig Thomas Hovgaard.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at de ældre, som flytter til hovedstaden hovedsagelig kommer fra velhaverkommunerne Gentofte og Lyngby-Taarbæk, men mange kommer også fra Tårnby, Gladsaxe, Hvidovre og Rødovre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik