Ældre indvandrere ansætter familiemedlemmer

Det er i høj grad ældre med ikke-vestlig oprindelse, der vælger kommunens plejere fra og får ansat familiemedlemmer til at passe dem. Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Kommune.

Borgere med ikke-vestlig oprindelse udgør en tredjedel af gruppen med selvvalgte hjælpere. Det er meget set i lyset af, at de ældre indvandrere og efterkommere ellers kun udgør en tyvendedel af befolkningen over 67 år i København.

Kommunen antager, at en stor del af de selvvalgte hjælpere er familiemedlemmer. Specielt svigerdøtre nævnes som de, der ofte påtager sig at pleje sin mands familie.

I undersøgelsen fra København fortæller kommunens sundhedsprofessionelle, at de i nogle tilfælde fornemmer et pres på især de yngre kvindelige familiemedlemmer om at påtage sig jobbet som hjælper.

Kvinderne kan komme til at stå alene med for store plejeopgaver

Og det kan der være flere problemer ved, påpeger fagperson.

- For det første kan de unge kvinder komme til at stå alene med for store

plejeopgaver, og for det andet er der en risiko for, at de bliver fastlåst i hjemmet, siger Jenny Havn, der leder et værested og de forebyggende hjemmebesøg hos ældre indvandrere i Odense, og derigennem møder nogle af familierne.

Kausar Qureshi er 45 år og fra Pakistan. Hun passer ved siden af sit arbejde i Forebyggelsescenter Nørrebro sin 71-årige mor, som hun har boende hos sig. Det er Kausar Qureshis eget ønske at passe sin mor, men hun nikker genkendende til, at flere piger i den yngre generation mere ser det som en pligt.

Ældre indvandrere tør ikke bruge kommunens plejetilbud

- En stor del af den første generation gøre det meget frivilligt, men de yngre generationer ligner mere resten af det danske samfund og ser det måske mere som et pres. Det skyldes blandt andet, at nogle ældre indvandrere ikke tør bruge kommunens plejetilbud, siger hun og henviser til, at kun hver femte ældre over 67 år med ikke-vestlig modtager pleje fra Københavns Kommune, hvilket er halvt så meget blandt de etnisk danske ældre.

Sundheds- og Omsorgsborgmester i København, Ninna Thomsen, anerkender, at der er en risiko, for at nogle unge piger bliver presset til at tage et job som selvvalgt hjælper for et ældre familiemedlem.

- Det er givetvis tilfældet i nogle familier i København. Og derfor er det vigtigt, at vi gør kommunens plejetilbud attraktive. Det er smukt, at familien hjælper, hvis det er alles ønske, men man skal også have lyst til at kontakte kommunen, hvis man har brug for hjælp, siger hun.

En kombination af pleje er optimalt

Spørger man ÆldreForum, så skal kommunen gøre meget ud af at kombinere den offentlige pleje med hjælp fra de ældre indvandreres familiemedlemmer.

- De nære familierelationer er vigtige for at undgå ensomhed, siger Ove E. Dalsgaard, formand for ÆldreForum, der er et uafhængigt råd under Social- og Integrationsministeriet.

Undersøgelsen fra Købehavn kan ikke sige, om de unge kvindelige familiemedlemmers pligt som hjælper forringer deres jobmuligheder.

Jenny Havn fra Odense fortæller dog, at hjælperjobbet for nogle unge piger kan fungere positivt som et springbræt til en uddannelse inden for samme felt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik