Ældgammelt kloster lukket for besøgende: Pilråddent tag skal renoveres

Tagkonstruktionen på det mere end 850 år gamle Esrum Kloster er i så skidt forfatning, at det skal udskiftes. Derfor er museumsbygningen afspærret i mange måneder.

Det næste lange stykke tid er gæster forment adgang til Esrum Klosters hovedbygning fra 1150’erne.

Slots- og Kulturstyrelsen har afspærret området, da de har opdaget alvorlige skader på klostrets ældgamle tagkonstruktion, der derfor skal renoveres.

- Det er da brandærgerligt, men klosteret er jo en gammel bygning, og vedligeholdelsen gennem mange hundrede år nok ikke været helt optimal, siger Helle Simonsen, der er publikumschef ved museet Esrum Kloster og Møllegaard.

quote Vi regner med, at renoveringsarbejdet vil vare frem til sensommeren

Helle Simonsen, publikumschef

Lukket for gæster til sensommeren

Da Slots- og Kulturstyrelsen, som ejer bygningerne, i sommer reparerede taget på klostrets nyere østlænge, tjekkede man i samme ombæring Esrum Klosters gamle hovedbygning.

Her fandt de flere forhold, som ikke var optimale. Især ved den del af loftkonstruktionen, der vender mod vest og er udsat for regn, er klosterets tværliggende bjælker i mørnet forfatning.

- Vi regner med, at renoveringsarbejdet vil vare frem til sensommeren. Det betyder desværre, at klosteret er fuldstændig lukket ned indtil da. Der er absolut ingen adgang. Det betyder desværre også, at vores udstillinger også er lukkede indtil da, siger Helle Simonsen.

Før juleferien blev klostret lukket for besøgende, og siden har styrelsen været i gang med renoveringsarbejdet.

 
 
Foto: Esrum Kloster & Møllegård

quote I en kold udregning går vi i hvert fald glip af en halv million kroner i indtægter fra entré til klosteret

Helle Simonsen, publikumschef

Går glip af halv million i entréindtægter

Det rådne tag bliver en dyr omgang for Museet Esrum Kloster og Møllegaard. Selvom de ikke ejer de historiske bygninger og derfor ikke står med regningen, går de glip af vitale indtægter i foråret og sommermånederne.

- I en kold udregning går vi i hvert fald glip af en halv million kroner i indtægter fra entré til klosteret, siger Helle Simonsen.

- Det er lykkedes os at dække noget af det ved at finde besparelser i budgettet. Heldigvis slipper vi for at afskedige ansatte. Vi ender nok med et lille minus ved årets udgang. Vi har dog en egenkapital, som kan dække det, forklarer hun.

 
 
Foto: Esrum Kloster & Møllegård

Satser på at holde mere åbent gennem efterår og vinter

Publikumschefen understreger, at helårsprogrammet for Esrum Kloster og Møllegaard fortsat opretholdes, mens besøgende gæster fortsat kan besøge det historiske steds andre bygninger.

- Vi har blandt andet flyttet klosterbutikken over på Møllegården, som vi her i mellemtiden bruger ekstra meget. Vi plejer at have vores højsæson i sommermånederne, så som konsekvens af dette vil vi holde meget mere åbent henover efteråret og vinteren, forklarer Helle Simonsen.

Esrum Kloster er et gammelt cistercienserkloster beliggende ved Esrum Sø. Dets historie går helt tilbage til 1100-tallet, da klosteret på opfordring fra Ærkebiskop Eskil af Lund blev opført fra 1151 til 1158.

I 1997 blev klosteret efter en restaurering åbnet for publikum. I år 2000 blev klosteret lagt sammen med den nærliggende møllegård og opstod som museet Esrum Kloster og Møllegaard.

Klosteret ligger ved indgangen til Nationalpark Kongernes Nordsjælland. I november blev det vedtaget, at der ved klosteret skal opføres et indgangs- og besøgscenter til nationalparken.

Se mere om planerne i indslaget herunder:

Esrum Kloster og Møllegaard skal have nyt oplevelsescenter.  

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik