Ægtepar kæmper om samme plads til kommunalvalget

Inger og Jørgen Maibom stiller begge op til kommunalvalget for De Konservative i Tårnby, men der er sandsynligvis ikke plads til dem begge.

Privat er de gift med hinanden, men til kommunalvalget er de på egen hånd.

Inger og Jørgen Maibom er begge på Det Konservative Folkepartis opstillingsliste i Tårnby Kommune, hvor partiet i øjeblikket kun har en enkelt plads i kommunalbestyrelsen og realistisk set maks kan få én ekstra plads ved det kommende valg.

Kommer ikke begge ind

Borgmesterkandidat og nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Carsten Fuhr stiller også op, og derfor er det ikke realistisk, at 69-årige Inger Maibom bliver valgt ind sammen med sin mand.

- Lad endelig ham få pladsen, hvis det skulle komme til det. Jeg står sidst på listen, og selv om vi er sideordnet, så ville det være mærkeligt, hvis jeg fik så mange stemmer. Men man ved jo aldrig med et kommunalvalg, siger Inger Maibom og afslører, at hendes mand nok vil sætte endnu mere pris på en plads end hende.

- Vi er ret enige om de fleste ting, men Jørgen er meget mere politisk, end jeg er, og han går mere op i det, end fruen gør, siger hun. 

Der er da heller ikke nogen konkurrencestemning i hjemmet.

- Nej, det er der ikke, men selvfølgelig snakker vi om det. Det er klart, siger Jørgen Maibom og understreger, at han naturligvis håber på mange stemmer til sin kone.

Fokus på ældre og unge

Hvis Inger Maibom mod forventning skulle blive valgt ind i Tårnby, så er det primært de ældre, der får hendes opmærksomhed.

- Jeg vil gerne arbejde for ældre mennesker, fordi jeg synes, at mange ikke bliver serviceret så godt, som de skulle. Der er ingen mening i, at man skal ligge med en våd ble til klokken halv ti om formiddagen og komme tidligt i seng, siger hun og tilføjer, at hun også gerne ser, at kommunen får et ungeråd, ligesom man har forsøgt det i Furesø og Allerød. 

Jørgen Maibom derimod har specielt rettet sit fokus mod kommunens handicappede. Han regner dog ikke med, at han eller hustruen bliver valgt ind. Heller ikke hvis det skulle lykkes partiet at få et ekstra mandat.

To stemmer til forskel

De har begge tidligere stillet op til kommunalvalget, og ved den lejlighed trak Inger det længste strå i den interne dyst mod sin mand.

- Jeg røg ind på en andenplads og slog min mand med to stemmer. Det var meget sjovt, men der var vi heller ikke så mange, der stillede op, siger hun.

Ved det kommende valg stiller Det Konservative Folkeparti med hele ti kandidater.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik