Med 50 års ægteskab bag sig kender de to forretningspartnere hinanden ud og ind. Foto: TV 2 Lorry

Ægtepar gav hinanden en swing-virksomhed i guldbryllupsgave

Der er gang i hr. og fru Olsen. I stedet for en guldbryllupsgave har de startet en virksomhed med swing i.

Den gode gamle swingmusik fortjener en renæssance. I hvert fald hvis det står til guldbryllupsparret Ulla og Flemming Olsen.

De har netop givet hinanden en lidt utraditionel gave: Nemlig en iværksættervirksomhed.

Altså jeg synes jo, at i en alder af 82, så kunne han godt tage at slappe lidt af. Han har jo altid haft ild i rumpen.

Ulla Olsen, direktør i Keep Swinging

Og med den gave har de planer om at arrangere fester for alle dem på 60+ i Gribskov, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Virksomheden kalder de Keep Swinging, og den skal en gang om måneden sætte gang i danseskoene for de ældre med god gammeldags swingmusik.

- Baggrunden for det er jo enkeltvis, at vi mangler noget. Og så tog vi afsæt i, at nogle af vores gamle legekammerater også mangler noget. Det repetoire, vi søger, det har vi ingen steder at gå hen at høre, siger Flemming Olsen til TV 2 Lorry.

Ægteparret to nyder selv en svingom i deres hjem. Foto: TV 2 Lorry

Ild i rumpen

Fascinationen ved vinyler og swing stammer mest fra 82-årige Flemming Olsen, der selv ejer mellem 400 og 500 plader.

Men hans kone var med på idéen om en virksomhed, der skal sætte gang i de ældre.

- Det var jo det min mand, der fandt på, og som jeg siger, så fik jeg ikke den guldkæde i år, siger Ulla Olsen til TV 2 Lorry.

-  Altså jeg synes jo, at i en alder af 82, så kunne han godt tage at slappe lidt af. Han har jo altid haft ild i rumpen. Der skal altid ske noget. Men det her købte jeg. Jeg synes, det er en rigtig god ide, så jeg var med på den, siger hun.

Flemming Olsen er administrerende direktør i foretagenet, mens Ulla Olsen har fået titlen direktør.

02:41

Et ægtepar fra Gribskov har givet hinanden en lidt utraditionel gave. Nemlig en iværksættervirksomhed. Og med den gave har de planer om at arrangere fester for på 60 i Gribskov.

Luk video

De gyldne swingtider

Planen er, at de danseglade ældre mødes i festsalen på Hotel Gilleje Strand.

- Der skal sidde godt 100 mennesker her og indtage en dejlig middag, og hen på aftenen skal de sjæle til god brugervenlig swingmusik, som vi kender det fra den gyldne swingtid, siger Flemming Olsen.

Her skal de 100 danseglade ældre nyde musikken og hinandens selskab. Foto: TV 2 Lorry

Idéen har de testet af i januar, hvor de havde et arrangement med et Toxedo Swingband. Her blev der lynhurtigt udsolgt.

Ulla Olsens niece er den stolte ejer af hotellet, og hun er ikke overrasket over det friske pars planer:

- Det kommer slet ikke bag på mig - tværtimod så havde jeg ventet et eller andet. Måske ikke lige så stort som det her - men jeg havde da ventet, at der ville komme nogle gode idéer fra hr. Olsen, siger hun.

Bryllupsparret skal have fundet den helt rigtige pris for arrangementet, og så forventer de ellers, at det kan gå i luften til september.

Ægteparret er henholdsvis 82 og 74 år gamle - men de har stadig masser af swing i sig. Her står de i festsalen i Hotel Gilleje Strand. Foto: TV 2 Lorry