Ægtepar drev til havs: Her er baderådene, der kan redde dit liv

Livredderne har haft en travl første uge af badesæsonen. Nu kommer de med et opråb til badegæsterne.

Et større drama udspillede sig sidste weekend ved Ishøj Strand, da et midaldrende ældrepar var ude og bade.

Parret havde medbragt luftmadrasser, de kunne ligge og flyde på, men pludeselig gik det galt.

Der var nemlig kraftig fralandsvind, og før parret vidste af det, var de drevet 300 til 400 meter ud i Øresund, oplyser Trygfonden Kystlivredning.

Kvinden kunne ikke svømme, og hendes mand kunne ikke hjælpe hende i land på grund af den kraftige vind, der havde drevet dem langt ud på det åbne hav.

Heldigvis havde livredderne inde ved kysten fået øje på den livsfarlige situation.

De sejlede ud og hentede kvinden ind, mens manden selv svømmede tilbage til land under overvågning fra livredderne. 

Kort nyt: Pas på fralandsvinden

Flere episoder med fralandsvind

Episoden fra Ishøj Strand er blot den seneste af en række livsfarlige situationer, hvor badegæster flere steder i rundt om i landet er drevet til havs på grund af kraftig fralandsvind.

quote Det kræver en masse kræfter at svømme tilbage til stranden, og man kan let gå i panik, så man mister endnu flere kræfter.

Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning

Derfor opfordres badegæster nu til at være ekstra påpasselige og lade være med at tage badedyr og luftmadrasser, hvis de vil en tur i vandet i den kommende tid.

Der er nemlig udsigt til mere blæsende vejr, lyder det fra Trygfonden Kystlivredning, som har haft ekstra travlt med at redde folk ind på land.

- Når der er fralandsvind, skal badedyr og luftmadrasser blive på land. Man kan lynhurtigt drive for langt ud fra kysten til, at man selv kan komme tilbage. Det kræver en masse kræfter at svømme tilbage til stranden, og man kan let gå i panik, så man mister endnu flere kræfter, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.

- Vores opfordring er derfor, at man aldrig går alene i vandet, for så er der ingen til at slå alarm, hvis uheldet skulle ske, siger Anders Myrhøj.

Fem gode råd

Badesæsonen begyndte officielt fredag den 29. juni, hvor Trygfondens livreddere indtog strandene.

Fra denne dag og frem til søndag den 8. juli gennemførte de syv livreddende aktioner rundtom i landet.

Det er ikke kun strandgæster, der kan komme i problemer i forbindelse med fralandsvind. Også surfere er udsat. Særligt hvis deres udstyr går i stykker, da de så kan drive langt ud på havet.

- Vores opfordring er derfor, og det gælder også for de badende, at man aldrig går alene i vandet, for så er der ingen til at slå alarm, hvis uheldet skulle ske, siger Anders Myrhøj.

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, man skal være opmærksom på, når man færdes på stranden.

TrygFondens 5 baderåd*

1. Lær at svømme 
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vandet 
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vandet 
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende 
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne 
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

*De fem råd er udviklet sammen med Dansk Svømmeunion

Kilde: TrygFonden

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik