Æbleavler sukker over katastrofal æblehøst

Modsat sidste års rekordhøst er æblehøsten i år nærmest katastrofal.

Frugtavler Søren Østergaard fra Greve er ved at være godt træt af at bide i det sure æble.

Modsat sidste års rekordhøst er æblehøsten i år nemlig ikke bare dårlig - den er nærmest rådden. Helt ned til 17 procent af sidste års høst, lyder meldingen fra flere æbleavlere i TV 2 Lorrys sendeområde.

På Søren Østergaards frugtplantage ser årets æblehøst ud til at ende på 60-70 procent af sidste års høst. Især den populære æblesort Gråsten har haft en særdeles hård sommer.

- Situationen med Gråsten er katastrofal. Her er vi nede på en høst, der hedder ti til tyve procent, siger han.

Insekterne har svigtet 

Det er vejret, der i år har drillet de mange danske æbleavlere.

- Vi havde et koldt forår, som mange nok husker, og det gav en tidlig blomstring. Det gjorde også, at vi havde en nogle nætter med nattefrost, og det er gået noget ud over sorterne, forklarer Søren Østergaard.

Den kolde vejr er blandt andet gået ud over æblesorterne elstar og gråsten. 
Den kolde vejr er blandt andet gået ud over æblesorterne elstar og gråsten. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Samtidig har det kolde vejr betydet, at det er knebet med insekterne og biernes bestøvning af æbletræernes blomster.

- Når de så endelig fik bestøvet noget, så er pollene i selve blomsten lang tid om at vokse, så det er heller ikke det hele, der er blevet bestøvet korrekt, siger Søren Østergaard.

Alle æbler støvsuges væk

Han har i år måtte handle anderledes for at styre sig ud af en potentiel, økonomisk krisesituation.

Der er udsigt til en meget dårlig æblehøst i år.

- Det betyder, at jeg har lidt mindre høst, end jeg plejer. Og det betyder så også, at jeg skal virkelig passe på og få plukket det optimalt og få gjort alt for at gemme det i år. De andre år, når vi har haft lidt for meget, så bliver man lidt mere sløset og lader de sidste ti procent hænge til fuglene og fasanerne om vinteren. I år bliver alt støvsuget, siger Søren Østergaard.

Han forklarer endvidere, at den dårlige høst kommer til at betyde, at forbrugerne må lede længere efter de danske æbler ude i butikkerne. Og højst sandsynligt også til en højere pris end sidste år.

Forventer bedre høst næste år

Med 28 års erfaring som æbleavler kan Søren Østergaard dog også konstatere enkelte lyspunkter trods den ringe høst.

- Den gode nyhed er, at æbletræerne ikke har så mange æbler på sig i år. Og det betyder, at de har overskud til at danne flere blomsterknopper til næste år. Det skulle så gerne garantere, at vi får en rigtig god høst til næste år, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik