Advokater: Unge bør frifindes for julevold

Anklagemyndigheden har ikke bevist, at fire unge er skyldige i groft overfald, mener deres forsvarere.

Ingen betvivler, at juleaften sidste år endte tragisk for et ungt kærestepar, der på vej hjem fra julemiddagen blev gennembanket af en gruppe unge på Vesterbro i København.

Spørgsmålet er nu, om politiet har fat i de rigtige.

Fire unge på 16, 17, 18 og 19 år er ved Københavns Byret tiltalt for overfaldet på Nanna Skovmand og kæresten Mads Schøllhammer, men alle nægter sig skyldige.

I retten er de unge repræsenteret af hver sin advokat, og en for en får de fredag ordet og forsøger at overbevise retten om, at netop deres klient er uskyldig.

- Han har været ovre i kiosken og kommer først frem efter overfaldet. Der er ikke fundet dna fra min klient på stedet, siger Gitte Juul Jensen, der er forsvarer for den 18-årige.

Godt nok har et kvindeligt vidne fra sit vindue med '100 procent sikkerhed' identificeret den tiltalte i færd med at tæske kæresteparret, men ifølge Gitte Juul Jensen er det ikke nok til at kende ham skyldig.

Heller ikke den 19-årige vil dømmes for grov vold. I modsætning til de andre forsøgte han nemlig at stoppe forbrydelsen, fremfører advokat Erbil Kaya.

- Det giver simpelthen ikke mening, at man først forsøger at stoppe de andre og efterfølgende deltager i vanviddet, siger advokaten og henviser til, at begge ofre godt lagde mærke til, at en person forsøgte at stoppe overfaldet.

Den 19-årige nægter at udpege dem, der slog, men det beviser ikke den tiltaltes skyld, fastholder Kaya.

Også sagens andre tiltalte er belastet af beviser.

Sagen har været under stor mediebevågenhed, da Nanna Skovmand i dagene efter overfaldet lagde billeder af sit forslåede ansigt på Facebook. Billedet og den tilhørende tekst blev delt flittigt på sociale medier og skabte stor debat.

Senere fredag tager retten stilling til, om mændene er skyldige i overfaldet. Hvis de kendes skyldige, afsiges dommen i forbindelse med et senere retsmøde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik