Advokater slås om Stein Baggers skilsmisse

Anette Uttenthal og Stein Bagger forsøger febrilsk at trække en skilsmisse tilbage, fordi det giver kreditorerne ret til at stikke snabelen i Uttenthals formue.

Stein Bagger og Anette Uttenthal er gået fra hinanden - i hvert fald på papiret. En lang række kreditorer står derfor nu på spring for at få fat i Anette Uttenthals formue.
Parret fik nemlig ophævet ægteskabet ved en såkaldt bosondring i Lyngby Ret 3. december sidste år. Og nu forsøger de to på alle mulige måder at trække skilsmissen tilbage, fordi det giver kreditorerne lov til at sætte sugerøret ned i Anette Uttenthals private værdier og nappe halvdelen af de 15 mio. kr., som hun har i sine private selskaber.
Det skriver B.T. lørdag.
I går kom det således frem under behandlingen af Stein Baggers personlige konkurs, hvor han skylder over 150 mio. kr., at Anette Uttenthal og Stein Bagger forsøger at få annulleret skilsmissen ved Østre Landsret.
Hverken Lyngby Ret eller konkursboet efter Stein Bagger har dog foreløbig villet acceptere, at man sådan bare trækker en skilsmisse tilbage.
»Jeg har aldrig hørt om nogen, som har vundet sådan en sag. En bosondring er simpelthen en skilsmisse, hvor ægteskabet ophører straks, uden at man skal igennem en seperation. Så bliver parrets værdier delt i to - også Anette Uttenthals formue. Det er simpelthen torskedumt af Anette Uttenthals advokat, at han har rådet hende til det her, fordi hun nu har smidt 7,5 mio. kr. ud ad vinduet,« siger familieadvokat Ulrik Grønborg til B.T.
Når parret er gift og har fælles økonomi, kan Baggers kreditorer nemlig ikke røre Anettes bankkonto. Men det kan de, i samme øjeblik de søger om skilsmisse.
Kort før jul - eller præcis 18. december - søgte Stein Bagger og Anette Uttenthal om at trække skilsmissen tilbage og i stedet få særeje.
Men det ønske vil konkursboet efter Stein Bagger ikke umiddelbart honorere.
»Vi har interesse i, at afgørelsen bliver fastholdt, så det bliver opgjort, hvad de ejer. Det her er interessant for konkusboet - alt efter hvilke værdier, der er,« siger advokat Nete Weber, der står for Stein Baggers private konkursbo.
I går erkendte Anette Uttenthals advokat, at han nok aldrig skulle have anmodet om en skilsmisse. Han mente i øvrigt, at konkursboet skal blande sig udenom
»Det er en sag mellem ægtefæller - og det skal konkursboet ikke blande sig i, da de ikke er part. I bagklogskabens klare lys har I da ret, men vi vidste jo ikke dengang, at Stein Bagger ikke havde nogen formue,« siger Michael Amstrup, der i øvrigt påpeger, at begge ægtefæller har anmodet om at få skilsmissen ophævet ved landsretten.
Skulle parret også tabe her, så råder familieadvokat Ulrik Grønborg Anette Uttenthal til at kræve en millionerstatning af advokaten.
»Han har simpelthen givet hende et rigtigt dårligt råd, der nu har givet hende et milliontab,« siger Ulrik Grønborg til B.T.