Advokater i hundeslagsmål i klimasag

Kammeradvokaten kom i voldsom modvind, da Østre Landsret mandag indledte ankesagen om erstatninger for masseanholdelserne under COP15.

En trængt kammeradvokat måtte mandag flere gange forsøge at forklare, hvorfor det er vigtigt at fortælle retten, at omkring 40 af de 178 aktivister, der har fået erstatning efter masseanholdelserne under klimatopmødet, tidligere har været i konflikt med loven.

Under klimatopmødet COP15 i København i december 2009 foretog politiet en masseanholdelse af 905 personer på Amagerbrogade. Yderligere knap 1000 mennesker blev anholdt ved flere andre demonstrationer.

Sidste år fik 250 af demonstranterne af Københavns Byret ret i, at anholdelserne var ulovlige og blev tilkendt erstatning. Københavns Politi ankede på stedet dommen, og mandag tog Østre Landsret hul på ankesagen.
Det gik ikke stille af sig.

178 havde fået erstatning for masseanholdelsen på Amagerbrogade, og politiet har brugt tiden siden afgørelsen i byretten til at undersøge, om nogen af dem tidligere har været i konflikt med loven ved at kigge i kriminalregistret og politiets efterforskningsregister.
40 af de 178 viste sig at have været sigtet - men ikke nødvendigvis dømt - for forskellige overtrædelser, og det ønskede statens advokat - kammeradvokaten - at fremlægge i retten.

Det fik aktivisternes advokater op af stolene.
- Det er overhovedet ikke relevant. Efterforskningsregistret taler kun om sigtelser eller politiets mistanker, sagde advokat Hanne Reumert, der i øvrigt tvivlede på, om det er lovligt at fremlægge den slags oplysninger.
- De anholdte har fremstillet sig selv som rene uskyldigheder, og jeg vil vise, at de tilhører aktivistmiljøet og tidligere har vist, at de er villige til at overtræde reglerne, sagde kammeradvokatens repræsentant, Sune Fugleholm, der gjorde opmærksom på, at han kun vil fremlægge tre sager.

Til sidst skar retsformanden igennem og gav kammeradvokatens repræsentant noget, der lignede et vink med en vognstang.
Han skal lave et såkaldt processkrift om fremlæggelsen af aktivisternes personlige oplysninger, som aktivisternes advokater så skal komme med et samlet svar på.
- Man bør overveje i hvilket omfang man kan bruge det i sin procedure. Noget af det ligner straffesager, og det kunne være rart at vide, om det har ført til domfældelse, sagde retsformand Henrik Bloch Andersen og fortsatte:
- Man bør også overveje, hvad det skal føre til, at man har sigtelser mod 40 ud af 905 anholdte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik