Advarer mod vand fra vandværk: Nu er der nyt til borgerne

Faren for sundhedsskadelige pesticider i drikkevandet tvinger Ledøje-borgere til at hente vand fra midlertidige vandtanke. Hos vandværket forventes en løsning på problemet i denne uge.

Beboere i Ledøje i Egedal Kommune har de sidste par dage måtte køre efter rent drikkevand. 

Det skyldes fundet af pesticider i drikkevandet, der i fredags fik myndighederne til at lukke for vandværket.

Derfor har kommunen opstillet midlertidige vandtanke i byen, hvorfra beboerne kan tappe rent vand. 

- Det, synes jeg, er fint nok, for det er jo vores sundhed, der er på spil her, fortæller Thomas Johansen, som bor i Ledøje. 

Vandværk: Vi får prøvesvar i løbet af ugen

Vandværket i Ledøje forsyner omkring 290 husstande, som i den kommende tid må arbejde lidt hårdere for det rene drikkevand. 

Næstformand for vandværket, John Jansen, betragter på grund af den nye lave grænseværdi for stoffet stadig vandet som rent. Men der er forhåbentlig kun tale om en midlertidig lukning, siger han.

- Vi har fået loving på, at analyserne på vores - i gåseøjne- rene boring foreligger i løbet af den kommende uge. 

Pesticidet kan have sundhedsskadelige konsekvenser 

Fundet af pesticiderne i drikkevandet sker efter, at man hos Miljø- og Fødevareministeriet nu tester drikkevandet i alle landets kommuner for pesticidet chlorothalonil-amidsulfonsyre, som er det stof, der er fundet i vandværket i Ledøje. 

Stoffet er længe blevet anvendt som svampegift i dyrkning af hvede, korn, frugt og grønt. Men i drikkevandet kan det have sundhedsskadelige konsekvenser: 

- Det kan have nogle arvemæssige egenskaber - altså gå ind i cellerne og ændre arveegenskaber. Og derudover kan det også være kræftfremkaldende, fortæller Walter Brüsch, der er politisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. 

Han mener, at vandværket i Ledøje langt fra bliver det sidste, der må lukke, når man fremover går kommunernes drikkevand efter i sømmene: 

- Der er blevet anvendt 600 forskellige sprøjtegifte i Danmark siden 1956, og nu har vi fået en analyse af 233 stoffer, så der mangler altså en række stoffer endnu, som skal analyseres, siger Walter Brüsch til TV 2 Lorry.

Ifølge kommunens oplysninger må vandet i hanen fortsat gerne bruges til bad, tøjvask, opvask og lignende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik