Advarer før metroåbning: Der kommer "bøvl" og driftsforstyrrelser

Passagerer vil støde på en række børnesygdomme i den første tid med den nye cityring.

Om under to måneder kan metropassagerer tage den første tur med Cityringen i København. 

Det kan dog være en god idé at tage lidt ekstra tålmodighed med sig ned i dybet, for der vil opstå “uregelmæssigheder i driften i den første tid,” skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse. 

“Det er derfor helt naturligt, at der i de første måneder efter Cityringens åbning kan være mindre driftsforstyrrelser, når systemet møder kunderne,” skriver Metroselskabet. 

Samme advarsel kan læses i et såkaldt “fremsendelsesbrev”, som Metroselskabet i denne uge har sendt til ejerne, transportminister Benny Engelbrecht (S), overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S) og borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen (K).

“... (det) må forventes, at Cityringen, som alle nye højtekniske systemer, i den første driftsperiode vil møde såvel tekniske som betjeningsmæssige udfordringer, såkaldte ’børnesygdomme’. Driftsoperatøren vil - ligesom Metroselskabet - have fuld fokus på at forebygge og begrænse omfanget af gener for de kommende passagerer og for at løse de problemer, som uundgåeligt opstår, så hurtigt som muligt.”

Passagerer kan se frem til bøvl

Kort tid efter åbningen af Cityringen den 29. september skal Metroselskabet derudover teste den nye metrolinje ud til Nordhavn. Det vil “uundgåeligt berøre Cityringens hovedlinje (M3) og dermed nødvendiggøre ophold i driften. Sådanne nødvendige indgreb i driften vil blive søgt begrænset til lukning nogle nætter og i enkelte weekender”, skriver Metroselskabet i brevet.

Samtidig vil passagererne også komme til at opleve problemer, når de skal skifte mellem metro, S-tog og regionaltog på København H og Østerport Station. Arbejdet med disse tuneller og trapper har vist sig at være mere komplicerede at bygge end ventet.

“Det vil kunne opleves som lidt mere bøvlet for passagererne i en periode,” skriver Metroselskabet i pressemeddelelsen. 

“På København H vil den permanente forbindelse være færdig primo 2020 og på Østerport i foråret 2020,” lyder meldingen fra Metroselskabet, der også lover “god skiltning og information til passagererne” i den midlertidige periode. 

Ufærdige stationer

Endelig vil der også være områder omkring stationerne på gadeplan, der ikke vil være helt færdige ved åbningen. 

“Der vil efter åbningen også være enkelte lokaliteter, hvor der først bliver plantet de sidste
træer i plantesæsonen i det sene efterår. Endvidere kan der mangle enkelte
cykelstativer, beplantning og lignende, som endeligt færdiggøres efter åbningen,” skriver Metroselskabet i brevet. 

Det gælder særligt ved byrummet ved stationen på Poul Henningsens Plads, den permanente cykelparkering ved Nørrebro Station og den såkaldte Basargrund.

Nogle vejprojekter bliver heller ikke færdige til åbningsdatoen 29. september.  Det
gælder ved stationerne Frederiksberg Allé, Rådhuspladsen, Østerport og København H.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik