Adam fik stjålet sin identitet af falsk betjent: Nu advarer han andre

Det er særdeles frækt, lyder det fra Nordsjællands Politi, som aldrig har hørt lignende.

Historien om et identitetstyveri har fået næsten 2.000 delinger på Facebook. Og det er ikke uden grund.

Identitetstyvene var nemlig ekstra snedige i deres metode til at franarre Adam Meiles personlige oplysninger.

- Jeg tror virkelig, at det er svært at opdage, om det er politiet. Når personen udgiver sig for at være fra Nordsjællands Politi, så stoler man på, at det er Nordsjællands Politi, fortæller Adam Meile om hændelsen, der fandt sted i slutningen af december måned 2018.

Siden valgte han at fortælle offentligt om tyveriet i et opslag på Facebook, hvor han advarede andre mod at blive snydt i den grad, han selv blev.

"Hej Adam"

Den 21. december modtager Adam Meile en SMS, som starter ”Hej Adam”.

Siden udvikler sig en korrespondance, hvor en person, som udgiver sig for at hedde Julie, vil vide, om Adam er hjemme.

- Jeg synes, det virker mærkeligt, så jeg ender med at blokere nummeret. Og så hører jeg egentlig ikke mere der, siger Adam Meile til TV 2 Lorry.

Dagene går, og først den 27. december tager historien fart.

Her modtager Adam et opkald, mens han er på arbejde. Personen i den anden ende af røret kalder sig Victor Hansen og udgiver sig for at være fra Nordsjællands Politi.

- Han fortæller, at der har været en sag om, at forskellige borgere har fået en SMS, hvor folk har fået en virus, så der er blevet adgang til personfølsomme data.

- Der tænker jeg, at det virker meget plausibelt, fordi han nævner navnet med Julie, som den der sms handler om. Han får mig ind i en illusion om, at han er fra Nordsjællands Politi, siger Adam Meile.

De aftaler at tales ved senere, da Adam er på arbejde.

Adam Meile fik franarret sine oplysninger af en falsk betjent. Nu håber han, at andre vil agere anderledes.
Adam Meile fik franarret sine oplysninger af en falsk betjent. Nu håber han, at andre vil agere anderledes.
Foto: Privatfoto

Skulle sende billeder af kørekort og NemID

Først omkring klokken 23.30 modtager Adam endnu et opkald fra ”Victor Hansen”. Først undrer han sig over det sene tidspunkt, men 'betjenten' forklarer, at der har været en skudepisode, som har krævet hans tid.

- Jeg tjekkede Nordsjællands Politi på Twitter, og det var rigtigt, at der havde været en skudepisode. Så jeg kunne ikke se, at han var fuld af løgn, siger Adam Meile.

- Undervejs i samtalen sender han mig en mail, hvor der står, hvad han har brug for, så de kan gå videre med sagen. Han havde gjort alt, så det virkede oprigtigt. Det ligner en politimail – men den kommer ikke fra en mailadresse med politi.dk i slutningen.

Undervejs blev Adam Meile dog mistænksom.

- Jeg var blevet mistænkssom, da jeg skulle sende billeder af mit NemID og mit kørekort i mailen. Men han siger, at de er ved at opdatere deres mailsystem, så det er derfor, fortæller han.

Kort efter samtalen er slut, modtager Adam en mail fra en bank.

I mailen står der, at banken har fået opdateret nogle kontaktoplysninger – men Adam har aldrig været kunde hos banken.

Lån på 82.000 kroner

- Da jeg logger ind på banken, kan jeg se, at der er forsøgt lån på 82.000 kroner, og jeg kan også se inde på den netbank, at han har oprettet kontaktoplysninger på sig selv og ikke på mig, siger Adam.

Adam Meile har en autistisk diagnose, men ifølge ham selv har diagnosen kun været til hjælp i situationen.

Hans tanke er, at hvis ”Victor Hansen” har forsøgt at optage lån i Adams navn i én bank, kan han også have gjort det mange andre steder.

Derfor går han ind på Skats hjemmeside for at tjekke hændelsesloggen for hans NemID – og ”det er der nok ikke så mange, som gør”, som han siger.

Her kan han se, at der er blevet logget ind på hele fem banker. Og da han tager kontakt til dem, for han at vide, at der også er forsøgt optaget lån i hans navn.

- Heldigvis sker det her i slutningen af december måned. Så der er ingen penge på min konto. Derfor er identitetstyven ikke sluppet med så meget som en krone.

- Og jeg ved godt, at jeg har dummet mig, men heldigvis fik han ikke noget ud af det, siger Adam Meile.

Den 29. december kontakter han politiet, som optager sag og beder ham spærre for hans NemID hurtigst muligt.

Politiet: Udlever aldrig dine personlige oplysninger

Nordsjællands Politi bekræfter anmeldelsen over for TV 2 Lorry, og kalder den ”særdeles fræk”.

- Jeg har aldrig i mine år hos Nordsjællands Politi hørt om nogen, som har udgivet sig for at være os, fortæller Henriette Døssing, som er kommunikationsmedarbejder i politikredsen, til TV 2 Lorry.

- Nu ligger sagen hos Landscentret for IT-kriminalitet, LCIK, som, så vidt jeg kan se, er i gang med den indledende efterforskning, siger hun.

Hun fortæller videre, at politiet aldrig vil spørge om personlige oplysninger på den måde, som Adam Meile beskriver, hvor han skulle sende billeder af både pas, kørekort og NemID.

- Politiet ringer aldrig og beder om at få oplyst de her oplysninger. Hvis det er tilfældet, at nogen ringer og vil have NemID og kontooplysninger, så er der noget galt, siger Henriette Døssing.

- Hvis man er i den mindste muligt i tvivl, så skal man lade være, tilføjer hun.

"Jeg håber, at andre passer mere på"

På Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside har man skrevet en direkte advarsel mod phishing, der oftest fungerer ved, at en mail, SMS eller apps vil have adgang til dit NemID.

Samtidig advarer styrelsen mod, at man aldrig tager et billede af sit nøglekort.

Adams Meiles håb er, at hans opråb på Facebook kan få andre til at passe mere på, end han selv gjorde – også selvom han egentlig følte sig påpasselig med sine oplysninger.

- Jeg har fået en reprimande fra politiet om, at jeg aldrig må gøre det igen. Og selvfølgelig gør jeg ikke det. Men jeg tror nogle gange, det kan være svært at skille fårene fra bukkene. For hvis det virker rigtigt, og de kan sige så præcise oplysninger, så tror man på det, siger han og tilføjer:

- Men jeg håber, at det her kan være med til, at andre passer mere på.

I alt forsøgte gerningsmanden eller -mændene at optage lån for næsten 200.000 kroner i Adams Meiles navn.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

112

brand ishøj

Beboer løsladt efter voldsom brand i Ishøj

retten i Roskilde

78-årig dømt for hvidvask af næsten 50 millioner kroner

brand ishøj

Beboere skal genhuses efter brand i Ishøj

Maria-sagen

Politiet leder nu efter forsvundne Maria i skovområde - frygtes dræbt

Gentofte

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere