Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Scanpix

Årelang venteliste på hjælp til børn af misbrugere

Over 500 unge står på venteliste til rådgivning og terapi i København, fordi deres forældre er misbrugere.

Det er ikke nemt at være søn eller datter af en misbruger.

Det ved organisationen TUBA, der rådgiver og tilbyder terapi til unge, hvis forældre enten drikker eller tager stoffer.

De bliver dagligt opsøgt af unge, der søger hjælp fra dem. I København vil så mange gerne ind i TUBA's arme, at ventelisten er vokset til 546 unge.

- Vi ser så store ventelister, fordi mængden er større end ressourcerne, siger landsleder ved TUBA, Henrik Appel.

Læs også Bryd tabuet: Når far eller mor drikker

- Det er positivt, at så mange søger vores hjælp. For få år siden havde vi kun 700-800 behandlingspladser. Nu har vi 1.500 pladser, og vores ventelister er også så godt som fordoblede, siger han. 

- Det viser, at tabuet er ved at blive brudt, siger Henrik Appel.

På landsplan er cirka 122.000 børn ifølge Sundhedsstyrelsen påvirket af forældre med alkoholproblemer. I København gælder det cirka 15.000 børn. 

Læs også Så mange har søgt om julehjælp

TUBA tilbyder gruppeterapi og individuelle samtaler. Ønsker man individuelle samtaler, kan man vente længe.

De yngste mellem 14 og 18, der henvender sig, skal ikke på venteliste. Næst i rækken kommer dem mellem 18 og 25, og sidst prioriteres de unge mellem 25 og 34.

De kan vente i op til et år på at komme i terapi eller få rådgivende samtaler hos TUBA.

Søndagsmagasinet har fulgt TUBAS arbejde. Se med her:

13:21

Med fokus på organisationen TUBA som hjælper unge der er vokset op i familier med alkohol.

Luk video

SÅDAN GRIBER DU IND: TRE GODE RÅD

  1. Del din bekymring: Fornemmer du, at der bliver drukket for meget i en børnefamilie, så stol på din fornemmelse. Tal med lærere, pædagoger eller andre tæt på barnet, og hør, om de deler din bekymring. Og om de evt. allerede er i dialog med familien. Mange børn er gode til at skjule deres problemer, så måske er det din opringning til skolen, der får lærerne til at reagere.
     
  2. Tal med barnet: Uanset om fagpersoner allerede arbejder på at hjælpe familien, så kan barnet have brug for at tale med andre om situationen derhjemme. Tag hul på snakken, og vis, at du bekymrer dig om barnet. Brug enkle ord, og stil ikke for mange spørgsmål. Forsøg ikke at komme med løsninger, men fortæl i stedet, hvad du ser og tænker, så I får hul på snakken.
     
  3. Tal med forældrene: Forældre med alkoholproblemer elsker deres børn ligesom andre, så tag den vigtige snak uden at fordømme. Fortæl, at du er bekymret for dem og deres familie og gerne vil hjælpe dem med at få hjælp.
     
  4. Alkolinjen: Se flere gode råd om, hvordan du taler med et barn, hvis forældre drikker, på www.alkolinjen.dk