Usikker post: Lene modtog nyt pas i ødelagt kuvert

Et pas indeholder CPR-nummer, underskrift og andre personlige oplysninger. Alligevel vurderer politiet, at det kan leveres med postbuddet.

Lene Stub-Holm har netop fornyet sit pas, så hun kan rejse ud i verden. 

I den forbindelse fik hun taget et nyt fotografi - uden briller og med lukket mund, som reglerne foreskriver. Hun afgav også sit fingeraftryk og gav sin underskrift. 

- Det foregår jo super professionelt, som det også skal. Men det hænger jo slet ikke sammen med, at man så skal modtage sit pas på den her måde, siger hun TV 2 Lorry. 

 
 
Foto: Privat

Da Lene Stub-Holm modtog sit nye pas, kom det nemlig i en kuvert, der var fuldstændig åben, og dét har gjort hende bekymret.

- Man har hørt en masse om identitetstyveri i medierne. Der er mange mennesker, der kan have haft fingrene i mit pas på vejen til min postkasse, og de kan sådan set have både mit cpr-nummer og min underskrift nu, siger hun.

Kvitterer for hundemad

Det ligner, at kuverten har ligget et vådt sted, så den er gået i opløsning i bunden, men det vides ikke, hvad der er sket med den, før den endte i Lenes postkasse. 

- Det er i bund og grund bare ikke i orden, at man leverer det sådan her. Når jeg køber hundemad på internettet, skal jeg skrive under på, at jeg har modtaget det ved døren. Når jeg henter en pakke tøj på posthuset, skal jeg have ID med. Men et vigtigt dokument kan man blot smide i en åbnet kuvert i min postkasse, siger hun. 

Hendes forhåbninger er, at man strammer reglerne, så man også skal kvittere for modtagelsen af sit pas, eller at blev gjort til standardprocedure, at man selv henter passet hos kommunen.

Det er allerede en mulighed, som Lene bare aldrig blev oplyst om, at hun kunne tilvælge. 

Politiet: Kun få pas forsvinder

Lene Stub-Holm har meldt sagen til Nordsjællands Politi. 

Og det er altid en god ide, hvis ens kuvert med vigtige papirer har været åbnet. 

- Hvis nogle har taget et billede af mit pas, har kopieret det eller gemt mine oplysninger, så kan de oprette et lån i mit navn. Men jeg bør have min ryg fri nu, hvor jeg har anmeldt det, siger Lene Stub-Holm til TV 2 Lorry. 

Det er Rigspolitiet, som udstikker retningslinjerne for forsendelsen, og her oplyser man til TV 2 Lorry, at det altid vil være en opvejning mellem sikkerhed og kundeservice, når man laver reglerne.

Det ville simpelthen tage længere tid og være mere besværligt, hvis man strammede reglerne. 

Man henviser til et tidligere svar til Folketinget, hvor man blandt andet skriver, at der i 2013 blev sendt 466.783 pas med posten til borgerne, og at kun 183 forsvandt i denne proces. 

"Det er således Rigspolitiets erfaring, at antallet af pas, der bortkommer under fremsendelse med almindelig post, er forsvindende lille."
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik