91-årig efter hjemmerøveri: De truede med at sprætte mig op

Københavns Vestegns Politi søger oplysninger efter to voldsomme hjemmerøverier i Hvidovre med få dages mellemrum.

91-årige Hugo Nielsen inviterer os indenfor i villaen på Rødvig Allé i Hvidovre. Han beder os om at tage plads ved spisebordet, mens hans lidt undskyldende ser sig omkring:

- Ja, det ligner fortsat lidt Jerusalems ødelæggelse, siger Hugo Nielsen, som får hjælp af både søn og datter til at rydde op efter det hjemmerøveri, han var udsat for natten til søndag.

Hugo Nielsen er ved godt mod - på trods af, at ukendte gerningsmænd tiltvang sig adgang til huset mellem klokken 2 og tre natten til søndag.

De kostede rundt med ham i huset i knap to timer, inden de slutteligt bandt ham til sengegavlen. Og forinden havde de udsat ham for trusler på livet:

- Politiet har taget den med til tekniske undersøgelser, men de tog en af knivene fra knivblokken på køkkenbordet, siger Hugo Nielsen, og fortsætter:

quote - Det har da ikke været rart, men min far er en ret stærk person. Han er støbt i rustfrit stål og galvaniseret bagefter.

Glenn Nielsen, søn til 91-årigt offer for hjemmerøveri

- På et tidspunkt står han sådan her, siger Hugo Nielsen, mens han med tegn og fagter viser, hvordan den ene af gerningsmændene truede ham med kniven mod maven.

- Og så siger han: Jeg sprætter dig op, hvis du lyver - hvis du ikke viser, hvor du gemmer pengene, lyder det fra Hugo Nielsen.

Efter knap to timer i huset, hvor stort set alt blev rodet igennem, bandt de ukendte gerningsmænd Hugo Nielsen  til sengen. Først klokken seks om morgenen lykkedes det ham at ringe efter hjælp hos sin søn:

1000 kroner og en fladskærm

Sønnen Glenn Nielsen bor blot to kilometer fra sin far og han ankom efter få minutter, efter han forinden havde tilkaldt politiet:

- Og så går det hele jo sin gang. Der kom otte betjente og afspærrede det hele. Der var folk fra Retsmedicinsk Institut, som gav ham dragt på - og DNA-prøver og jeg ved ikke hvad, siger Glenn Nielsen, mens han viser os hen til det lille badeværelsesvindue på siden af huset, hvor gerningsmændene trængte ind:

- Det har da ikke været rart, men min far er en ret stærk person. Han er støbt i rustfrit stål og galvaniseret bagefter, siger Glenn Nielsen inden han konkluderer:

- Det eneste de tog med var 1000 kroner og et stort fladskærms-tv.

quote - Det er klart, at sager af den her karakter er med til at skabe utryghed. Mit bedste råd er: Sørg for at holde døre og vinduer låst, og lad være med at ligge inde med store værdier.

Efterforskningsleder fra Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen

Politi søger vidner

Københavns Vestegns Politi vil meget gerne høre fra folk i området, som har oplevet noget usædvanligt natten til søndag:

- Er der nogen, som eventuelt har set to mænd ved en bil i området omkring gerningstidspunktet. Eller er der nogen, som har set mistænkelige mænd rekognoscere eller gøre observationer i Rødvig Allé-området lørdag aften eller tidlig søndag nat, så hører vi meget gerne fra dem. Det gælder også, hvis nogen har bemærket noget ved Rødvig Allé under eller efter røveriet, som fandt sted over et ca. to timer mellem kl. 2 og 6 i nat, siger efterforskningsleder fra Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen.

Signalement af gerningsmændene

Ved begge røverier er der tale om to gerningsmænd af anden etnisk oprindelse end dansk
  • ca. 25 år gamle
  • 170-175 cm. høje
  • Spinkle eller almindelige af bygning.
  • De talte dansk med udenlandsk accent.

Hjemmerøveri i nabolaget fem dage tidligere

Få dage inden hjemmerøveriet mod Hugo Nielsen - mandag d. 16. oktober - var en 77-årig kvinde udsat for et tilsvarende hjemmerøveri i et hus på Hædersdalvej tre kilometer derfra.

Også her overraskede gerningsmændende deres offer i soveværelset og brugte små to timer i huset, inden de låste hende inde i et værelse:

- Jeg havde siddet og set fjernsyn til sent, og kort før klokken tre var jeg på vej i seng. Da jeg kom ind i soveværelset undrede jeg mig over den store, mørke bylt ved siden af sengen. Mere nåede jeg ikke at tænke, inden de sprang op, lyder det fra husets 77-årige beboer, som fortsætter:

- Jeg havde kun 600,- kr. i min pung, men det troede de ikke på. På et tidspunkt hev den ene af dem fast i mig og truede med at sparke mig i maven, mens han strammede snorene i min trøje omkring halsen og truede med at kvæle mig.

Politiet: Formentlig samme gerningsmænd

Ifølge Københavns Vestegns Politi tyder meget på, at der er tale om de samme gerningsmænd:

- Først og fremmest hæfter vi os ved de signalementer, der er givet. To mænd med stort set enslydende signalement ved begge røverier. Og så hæfter vi os også ved gerningstidspunkterne (Mellem kl. 02 og 04 om natten, red.) og så det, at det er aleneboende ældre mennesker, det går ud over, siger efterforskningsleder fra Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen.

Ved begge røverier er der tale om to gerningsmænd af anden etnisk oprindelse end dansk, ca. 25 år gamle, 170-175 cm. høje, og spinkle eller almindelige af bygning. De talte dansk med udenlandsk accent.

Københavns Vestegns Politi har et par enkle råd, hvis man som minimum vil gardere sig mod hjemmerøveri:

- Det er klart, at sager af den her karakter er med til at skabe utryghed. Mit bedste råd er: Sørg for at holde døre og vinduer låst, og lad være med at ligge inde med store værdier, siger Ole Nielsen.

Vestegnens Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 43861448


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik