90 museumsgæster kan have været udsat for mæslingesmitte

Besøgende på Greve Museum kan have været udsat for mæslingesmitte, efter en person smittet med mæslinger har besøgt museet.

Deltagere i et arrangement på Greve Museum den 3. februar kan have været udsat for mæslingesmitte, efter en besøgende til arrangementet er konstateret smittet med mæslinger.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Alle deltagere i arrangementet er blevet informeret af Styrelsen for Patientsikkerhed. Greve Museum oplyser til TV 2 Lorry, at de har kontaktet cirka 90 gæster, der besøgte udstillingen.

- Alle, der har deltaget i det pågældende arrangement, har fået besked om, at de potentielt kan have været udsat for mæslingesmitte, siger Hanne Borch Christensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Hvis man ikke er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, og man har mistanke om, at man kan være smittet, skal man ringe til sin læge eller lægevagten med det samme, tilføjer hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Da Greve Museum åbnede udstillingen »Noget bliver tilbage« søndag den 3. februar, var en del mennesker mødt op. Nu viser det sig, at en af deltagerne ved åbningen efterfølgende har fået konstateret mæslinger.
Da Greve Museum åbnede udstillingen »Noget bliver tilbage« søndag den 3. februar, var en del mennesker mødt op. Nu viser det sig, at en af deltagerne ved åbningen efterfølgende har fået konstateret mæslinger.
Foto: Pressefoto - Greve Musuem

Hanne Borch Christensen understreger, at man ikke må møde op personligt uden forudgående aftale:

- Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, og kan smitte, blot man opholder sig i samme rum som en smittet person. Så hvis der er mulighed for, at man kan være smittet, skal man ikke møde uanmeldt op hos lægen, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset, siger hun.

Meget tyder på, at den smittede person er en kvinde fra Nordsjælland. Statens Serum Institut oplyste i går til Ritzau, at en 50-årig kvinde fra Rudersdal var blevet smittet med mæslinger efter en skiferie i Val Thorens i Frankrig. Det samme var en mand fra Fyn.

Kvinde fra Rudersdal er siden hen blevet indlagt i isolation. Men forinden havde hun opholdt sig i en venteværelse hos sin læge med andre patienter. Også de er siden hen blevet kontaktet af Styrelsen fot Patientsikkerhed og skal nu ligeledes undersøges for den smitsomme børnesygdom.

Gratis vaccine

Mæslinger er først indført i børnevaccinationsprogrammet i 1987. Derfor er en stor andel af befolkningen født før det tidspunkt ikke vaccineret mod mæslinger.

- De fleste voksne i Danmark har haft mæslinger, men de, der ikke har, og heller ikke er vaccineret, kan risikere at blive smittet, forklarer Hanne Borch-Christensen.

Hun understreger, at man i så fald bør få vaccinen. 

- Både børn og voksne kan blive meget syge af mæslinger, og man kan risikere at få alvorlige komplikationer såsom mellemørebetændelse, lungebetændelse, hjerne- eller hjernehindebetændelse. Så har man ikke haft sygdommen, er det en rigtig god ide at blive vaccineret. Det er gratis for alle at blive vaccineret mod mæslinger, og man kan få vaccinen hos egen læge, siger Hanne Borch-Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik