01:05

90 år i dag: Her er Danmarks ældste campingplads

Flaget er hejst i anledning af 90-årsdagen.

I dag er en helt speciel dag på Hundige Strand Familiecamping. Pladsen kan nemlig fejre ikke mindre end 90-års fødselsdag, og det gør den til landets ældste. 

Da portene åbnede for første gang i 1926, fandtes ordet campingplads slet ikke. I stedet hed det lejrklubber, men uanset navnet er konceptet stadig lige populært. 

- Camping giver den der ro, vi alle søger. Om det er en badetur eller en tur på hoppepuden, så er det den samme i dag som for 90 år siden, siger Tomas Petersen, Lejrchef for Hundige Strand Familiecamping til TV 2 Lorry. 

I dag er der lige så mange fastliggere, som da pladsen åbnede, men der kommer også campingentusiaster til fra nær og fjern for at opleve den gamle charme. 

- Det er en gammel plads med skæve hjørner og kroge, og det giver vores gæster den danske hygge, som de har hørt om og gerne vil opleve, siger Tomas Petersen. 

Campingpladsen har primært gæster fra resten af Europa, men pladsen er også kendt blandt turister fra New Zealand, USA og Australien. De bliver ofte på pladsen i op til fem dage, mens de besøger København, Køge og Roskilde.