82-årig ventede forgæves på skadestuen

Tirsdag, klokken 11.45. 82-årige Elin Larsen, Helsingør, indfinder sig i venterummet til skadestuen på Hillerød Sygehus. Med en revne i bækkenet og store smerter.Ni timer og 25 minutter senere, klokken 21.10 samme dags aften, sidder hun stadig på en stol i venterummet, stadig uden nogen fornemmelse af, hvornår hun vil blive tilset og undersøgt. Hun tør ikke gå ud for at tage noget at drikke og spise af frygt for, hendes nummer pludseligt kommer op og at hun så går glip af sin chance.
- Efter ni en halv time på en stol kunne jeg bare ikke mere. Min datter havde kørt mig ind, men så besluttede jeg simpelt hen at tage en taxa hjem, siger hun til Helsingør Dagblad.
- Der var to frivillige Dansk Røde Kors-arbejdere, der gik rundt blandt alle os ventende. De sagde også, da jeg tog afsted, at det var helt urimeligt med den ventetid og at jeg måtte love dem at prøve at gøre noget ved det, siger fru Larsen, der først har været igennem to hofteoperationer og nu har fået en revne i sit bækken.
- Man kan ikke gøre noget ved det. Det skal have lov at vokse sammen af sig selv og i den periode skal jeg tage nogle meget stærke smertestillende piller, fortæller fru Larsen, der med sin sædvanlige energi allerede er tilbage i sin slagterforretning på Stengade for at være med i juletravlheden.
- Der var tilsyneladende kun en læge på vagt og personalet fór frem og tilbage. Der var hele tiden mindst 30 patienter, der ventede. Det væltede væltede ud og ind og der var mange, der lige som jeg sad og ventede i mange timer. Der var også mange, der ligesom jeg til sidst måtte opgive og simpelt hen gik fra skadestuen igen.
Fru Larsen understreger, at hun ikke beklager sig over sygehuspersonalet.- Jo, selvfølgelig synes jeg godt lige, de hurtigt kunne have sagt til mig, at jeg ikke havde høj prioritering og at jeg måske bare først som sidst skulle have været taget hjem igen. Men ellers gør de jo, hvad de kan. De kan jo ikke gøre for, at personalenormeringen er så dårlig. Faktisk sad jeg og var så ked af det på lægens vegne. Men ni en halv time, nej, så slutter festen altså, siger fru Larsen.
Som konsekvens af denne oplevelse har hun nu besluttet, at får hun brug for et hospital igen, vil hun vælge et privatsygehus.
- Men det gør jeg forhåbentligt ikke. Nu har jeg to nye hofter, og når bækkenet engang er vokset sammen, så skulle jeg jo være frisk igen, mener fru Larsen.