81-årig kvinde dræbt af hjemmerøver

26-årig mand er blevet anholdt i sagen. Han er søndag blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør.

I sin lejlighed i København blev en 81-årig kvinde fredag fundet død. Københavns Politi mener, at hun har været offer for et rovmord.

En 26-årig mand er anholdt, og han blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i knap fire uger.

- Han er sigtet for manddrab og for røveri af særlig farlig karakter. Det er vores opfattelse, at der er tale om et røveri i kvindens hjem, og at hun i den forbindelse er blevet dræbt, fortæller efterforskningsleder Brian Belling til Ritzau. 

Ifølge efterforskningslederen har politiet en teori om, hvordan kvinden er død. Men den vil han ikke ud med endnu, da den ikke er bekræftet.

- Der var ligsyn i går (lørdag, red.), og der skal være obduktion senere i dag (søndag, red.). Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige mere lige nu, lyder det fra Brian Belling.

Det var pårørende til kvinden, som var bekymrede over ikke at kunne komme i kontakt med hende, der fredag kontaktede politiet. I lejligheden lå kvinden død.

Brian Belling fortæller, at det er politiets efterforskning, som har ført til anholdelsen af den 26-årige. Men hvad der mere konkret peger i retning af ham, vil efterforskningslederen ikke ud med.

Forud for søndagens retsmøde har manden ikke udtalt sig til politiet. Under retsmødet fortalte forsvareren, inden dørene blev lukket, at den 26-årige nægter sig skyldig. Det skriver Ritzau.

Inden dørene blev lukket bestemte dommeren, at det indtil videre er forbudt at afsløre identiteten på den dræbte. Han nedlagde et såkaldt navneforbud af hensyn til kvindens pårørende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik