80 gravsteder dukker op i københavnsk park

En idyllisk park på Nørrebro bærer på en dyster del af Københavns historie, der i disse dage blotlægges.

I dag er der springvand og plads til både boldspil og picnichygge på græsplænen.

quote Vores opgave er at prøve at finde ud af, hvor mange begravelser der er på stedet, og hvordan de er begravet.

Signe Pedersen, museumsdirektør, Københavns Museum

Men hvad de færreste nok tænker over, når de slapper af i den idylliske Hans Tavsens Park på Nørrebro, er, at de faktisk sidder oven på resterne af en kirkegård.

Mellem 1847 og 1880 blev københavnere, der ikke havde råd til et gravsted inde på Assistens Kirkegård ved siden af, begravet på frijordskirkegården. Det er denne fortid, der de seneste tre dage er dukket frem af jorden.

Arkæologer er nemlig i gang med at lave prøveudgravninger, fordi Københavns Kommune mellem 2021 og 2023 vil etablere små bakker og lavninger i parken for at sikre området mod skybrud.

Derfor skal det undersøges, hvordan man berører færrest mulige grave i forbindelse med de kommende udgravninger.

- Vores opgave er at prøve at finde ud af, hvor mange begravelser der er på stedet, og hvordan de er begravet. Ligger de i rækker, ligger de i klynger, og hvordan er fordelingen ud over det her store område? Så kan vi alle sammen få en vurdering af, hvordan vi bedst muligt tager hånd om begravelserne, inden anlægsarbejdet går i gang, siger museumsinspektør ved Københavns Museum, Signe Pedersen.

Afslører mørkt kapitel i historien

I alt er der de tre dage blevet lokaliseret op mod 80 grave i parken, der oprindeligt lå uden for København, da den blev etableret.

En del af gravene fortæller formentlig historien om et af byens mørke kapitler - koleraepidemien der i løbet af sommeren 1853 kostede ikke færre end 5.000 københavnere livet.

- Når vi er oppe mod sportsbanerne ved Nørrebro Park Skole, ligger kisterne enkeltvis i hver deres nedgravning. Når vi kommer længere ind mod springvandet, er der gravet fælles grøfter, hvor kisterne er sat ned sammen. Det kunne tyde på, man har haft mere travlt, når man ikke har gravet huller til hver enkelt kiste, lyder vurderingen fra Signe Pedersen.

Arkæologerne graver i denne omgang kun ned til toppen af gravstederne og resterne af kister, der ligger mellem 80 centimer og 2,5 meter nede i jorden.

Alligevel kan det ikke undgås, at der kommer knogler til syne, og det gør i sagens natur opgaven speciel. Selv for en arkæolog, der er vant til at grave efter lidt af hvert.

- Det er det også. Vi prøver at gøre os rigtig meget umage, så meget som man nu kan med en stor rendegraver. Vi forsøger selvfølgelig at forstyrre gravene mindst muligt. For de skal blive liggende og bliver dækket til igen. Så vil de blive undersøgt nærmere, når der så engang kommer en udgravning, siger Signe Pedersen.

Udgravningerne på Hans Tavsens Park sluttede torsdag, hvorefter alle huller blev dækket til igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik