Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

78 statslige arbejdspladser rykkes til Frederiksværk

Godt 1.800 statslige arbejdspladser skal rykkes fra København. 78 af dem havner i Frederiksværk.

Frederiksværk bliver 78 nye arbejdspladser rigere.

Regeringens storstilede projekt om at udflytte arbejdspladser har kommet Halsnæs til gode som den eneste kommune i Region Hovedstaden.

Her skal Energitilsynet placeres. Det vækker glæde på rådhuset.

Det har en kæmpe betydning for os. Det giver os et større udbud af arbejdspladser, det kan betyde øget vækst.

Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs, Socialdmeokratiet

- Det er jo en dejlig dag for Halsnæs Kommune. Nu har vi hørt, at det er Energitilsynet, og det er jo fantastisk. Det er der mange, der har lagt rigtig mange kræfter i at få arbejdspladserne hertil - både den tidligere borgmester og mange andre. Så det er fantastisk, siger borgmester Steffen Jensen, Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry.

- Det har en kæmpe betydning for os. Det giver os et større udbud af arbejdspladser, det kan betyde øget vækst, og vi kan gøre os mere attraktive for de borgere vi har, og dem vi gerne vil have hertil, siger han.

Steffen Jensen glæder sig til at få nye mennesker til byen: 

Læs også Regeringen flytter Miljøstyrelsen fra København til Odense

- Halsnæs ligger under en times kørsel fra København, så jeg tror på, at mange medarbejdere vil holde fast i deres job og enten pendle eller måske ligefrem flytte hertil. De skal i hvert fald være meget velkomne, siger Steffen Jensen.

Den tidligere borgmester Steen Hasselriis, Venstre, har lavet benarbejdet for at få arbejdspladserne til kommunen. Han har argumenteret for, at arbejdspladserne skulle ligge i Halsnæs, fordi kommunen skiller sig ud: 

- Vi har en social profil, der er anderledes end resten af Storkøbenhavn, og derfor er det godt, at vi får medvind, så det kan stimulere vores vækst, siger han.

- Jeg er rigtig stolt og glad i dag, siger Steen Hasselriis.

Vi kan kun appellere til, at der gøres et grundigt forarbejde, inden energitilsynet flyttes til Frederiksværk, så der ikke opstår et større kompetencetab end højst nødvendigt.

Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme

Arbejdet med at finde egnede lokaler til Energitilsynet er allerede i gang. Halsnæs Kommune er således i dialog med Bygningsstyrelsen om forskellige lokaliteter, hvoraf Sundhedshuset i det centrale Frederiksværk nævnes som en konkret mulighed. Den endelige placering er dog endnu ikke besluttet.

Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme, er bekymret for, om det er muligt at indfri ambitionerne om et nyt og stærkt tilsyn.

- Vi kan kun appellere til, at der gøres et grundigt forarbejde, inden energitilsynet flyttes til Frederiksværk, så der ikke opstår et større kompetencetab end højst nødvendigt, udtaler han i en pressemeddelelse.

Hvad er Energitilsynet?

  • Energitilsynets opgave er at være konkurrencemyndighed i forhold til den danske energisektor.
  • Tilsynet hører under Energi-, Forsynings- og klimaministeriet.
  • Energitilsynets opgave er at arbejde for et effektivt energimarked, hvor forholdene er gennemsigtige.
  • Det betyder, at tilsynet regulerer monopolselskabers priser og levereringsbetingelser.
  • Tilsynet blev dannet i år 2000, og det har i dag adresse i Valby. Men fremover skal man altså til Frederiksværk, hvis man vil finde Energitilsynet.

Derudover etableres der en ny læreruddannelse i Helsingør. Uddannelsen kommer til a have base på UCC Carlsberg i København, men en afdeling skal ligge i Helsingør. 

Læs også Helsingør får ny uddannelse: Det vil man kunne studere