770 trappetrin på 577 sekunder: Danske brandfolk får flot topplacering

Det kræver sin mand og kvinde at gennemføre en brandmandskonkurrence, hvor man skal tilbagelægge 770 trin op til 39. etage. Dansk hold fik flot tredjeplads.

Du kender det sikkert selv – man tager turen op ad trapperne og bliver en smule stakåndet.

Forestil dig så at gå 770 trappetrin op i hurtigt tempo med fuldt brandmandsudstyr. Det lyder hårdt, ikke?

Det er det i den grad også, men det er også de vilkår brandfolk har udfordret sig selv med i løbet af weekenden i det årlige ’Berlin Stairrun’, som er en international konkurrence blandt aktive brandfolk, der afholdes i den tyske hovedstad.

Brandvæsenets Idrætsforening (BI) er en forening af folk fra de storkøbenhavnske beredskaber, og de deltog lørdag med 21 hold a to personer. I alt stillede 600 hold til start.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Og Brandvæsenets Idrætsforening klarede sig rigtig godt. Især BI’s kvindehold markerede sig stærkt med en særdeles flot tredjeplads, men forventningerne var også høje, efter at holdet sidste år vandt guld. De seje kvinder løb turen i tiden 9 minutter og 37 sekunder, hvor man skal løbe tilbagelægge det, der svarer til 770 trin.

Omregnet til sekunder tog det 577 sekunder at klare 770 trin, så det må siges at være en imponerende bedrift.

Skal løbe op til 39. etage

Deltagerne starter med at løbe ind i et lille restaurantområde, hvor folk klapper og hepper. Derefter løber de ind i en bygning, hvor man skal løbe videre op til tredje sal og finde brandtrappen. Derfra går turen op til 20. etage, hvor deltagerne skal løbe på tværs af bygningen for at komme over til brandtrappen i den modsatte ende. Og så går turen de sidste 19 etager op til målområdet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Turen er op 770 trin - det er højt oppe i denne bygning på 39. etage.
Turen er op 770 trin - det er højt oppe i denne bygning på 39. etage.
Foto: Kim Jørgesen - kj@kj-foto.dk

Bestyrelsesmedlem hos BI, Kim J. Jørgensen, der selv deltog i løbet, er fuld af lovord om sine kvindelige kollegaer, der altså opnåede den bedste placering blandt BI’s hold.

- Det betyder enormt meget med tredjepladsen. Vi var jo forsvarende guldvindere, men konkurrencen er ret hård. Vi vil altid gøre det bedste, vi kan., men med 17 sekunder op til nummer et, så var det en lille margin, fortæller Kim J. Jørgensen til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet.

Når man kommer op til toppen er man så udmattet, at man næsten ikke kan stå på benene.
Når man kommer op til toppen er man så udmattet, at man næsten ikke kan stå på benene.
Foto: Kim Jørgesen - kj@kj-foto.dk

Bærer rundt på 25 kg.

- Det er en hård udfordring, så det er noget, vi træner intensivt op til. Hvis man ikke træner til det, så kan man ikke gøre sig forhåbninger om et godt resultat, fortsætter han.

Deltagerne er iført fuld indsatsdragt, røgdykkerapparat, hjelm og handsker – det udgår en ekstra belastning på omkring 25 kg. Desuden må man kun benytte den luft, der er til rådighed i flasken på ryggen. Slipper luften op inden man når toppen, bliver man diskvalificeret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Turen op ad de mange trapper foregår iført fuld indsatsdragt, røgdykkerapparat, hjelm og handsker.
Turen op ad de mange trapper foregår iført fuld indsatsdragt, røgdykkerapparat, hjelm og handsker.
Foto: Kim Jørgesen - kj@kj-foto.dk

- Luften slipper op, hvis man ikke er i god nok form. Man risikerer også en utæthed, hvis man ikke er omhyggelig med at sætte masken ordentligt på, og så bliver luftforbruget højere. Min egen makker havde en utæt maske, og da han nåede til 35. etage begyndte hans maske at fløjte, og det betyder, at den næsten er tom, så han fik fart på det sidste stykke, fortæller Kim J. Jørgensen.

Et røgdykkerhold består af to personer, og derfor løber man to sammen som et hold. Den ene må godt være lidt foran den anden, men der skal hele tiden være visuel kontakt. Men reglerne foreskriver, at man som hold skal komme samlet i mål.

- Det er svært at sammenligne det her løb med andre udfordringer. Når man når op til toppen, er man så udmattet, at man næsten ikke kan stå på benene, siger Kim J. Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik