62-årig kvinde taget med narko

Politiet gjorde i går en lidt usædvanlig fangst, da en 62-årig kvinde i Greve blev anholdt for at være i besiddelse af kokain.

En 62-årig kvinde blev i går sidst på
eftermiddagen anholdt på sin bopæl på Dønnergårds Allé for
besiddelse af 98 gram kokain, og efter cirka halvanden times
ventetid kunne politiet anholde endnu en person: En 37-årig mand
fra Greve. Manden er kendt af politiet og blev ligesom den
62-årige kvinde anholdt på stedet. Kvinden er ikke kendt af
politiet, men man mistænker manden for at være medejer af
kokainen og for, at de begge ville videresælge de 98 gram. Det
er nu op til juristerne at vurdere, hvorvidt de sigtede kan
fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling
inden klokken 16.50 i eftermiddag.