Foto: Scanpix/ Mathias Løvgreen Bojesen

60-årig sigtet for at bestille overgreb på børn

En 60-årig mand fra Rudersdal er varetægtsfængslet i en sag om børneporno.

Ifølge sigtelsen skulle den 60-årige have bestilt og betalt for seksuelle overgreb mod børn på Filippinerne i en periode på over fire år, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Overgrebene blev efter mandens bestilling livestreamet til hans computer. 

- Manden er sigtet for et større antal tilfælde af medvirken til voldtægt og andre seksuelle overgreb mod mindreårige, herunder børn under 12 år, fortalte anklager Tina Davidsen til Frederiksborg Amts Avis, efter et grundlovsforhør i sagen ved Retten i Lyngby i går.

Af sigtelsen fremgår det, at der både er tale om samleje, oralsex og andre seksuelle krænkelser mod børnene. I minimum et tilfælde skulle børnene og den person, der udførte overgrebene, være nært beslægtede. 

Den 60-årige mand ønskede ikke at udtale sig i retten. Han er indtil videre varetægtsfængslet i fire uger, men han risikerer fængsel i helt op til otte år, hvis han kendes skyldig. 

Der er nedlagt navneforbud i sagen, der foregik bag lukkede døre.