6 min. til ledigt WC: Grøn Koncert forbedrer toiletoplevelse

Grøn Koncert 2016 har været et godt år for alle de tissetrængende gæster. Man har nemlig lanceret flere tiltag, for at gøre toiletoplevelsen bedre.

Irritation over lange køer og beskidte, ildelugtende toiletter er noget, mange koncert- og festivalgæster kender til.

Det er nemlig i forvejen besværligt, hvis naturen kalder, mens man står midt i menneskemængden foran en koncertscene.

Arrangørerne bag Grøn Koncert 2016 har derfor forsøgt at gøre turen ud på det lille hus lidt mere overskuelig.

Udover at der i år er toiletter med skyl, så er der på flere af toiletterne også opsat plakater med teksten ”Du ser fantastisk ud. Tak fordi du skynder dig!”.

- Der skal tunes og fintunes på alle parametre, og toiletterne er et af dem der er vigtige. Det er trods alt noget de fleste af os skal bruge i løbet af de 8-9 timer, som en koncertdag her ved os varer, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Grøn Koncert til TV2 Lorry.

00:27

Se de smarte "Så længe skal du vente"-skærme.

Luk video

Oven på toiletvognene er der også opsat skærme, der viser festivalgæsterne, hvad den forventede ventetid ved lige netop den toiletafdeling er.

Et initiativ der skal få publikum til at sprede sig mere fornuftigt på pladsen i stedet for blot at benytte sig af det nærmeste toilet, siger indsamlingschefen.

- Vi har et servicepersonale der hele tiden tester, hvor lang tid det tager, fra man stiller sig op i køen til man er henne ved toiletdøren, siger Theis Petersen.

Grøn Koncert i Valbyparken er årets sidste Grøn Koncert, og indsamlingschefen forventer, at der kommer over 30.000 besøgende.