6. klasses-elever får tilbudt HPV-vaccine i skolen

Som et forsøg tilbyder Københavns Kommune, at piger på udvalgte skoler kan få en vaccination mod livmoderhalskræft.

En ny forsøgsordning i København, hvor piger på 6. klassetrin får tilbudt HPV-vaccination på skolen, skal få flere unge til at blive vaccineret.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- Livmoderhalskræft er den hyppigste form for kræft blandt kvinder, og den er dødelig. Vi har en vaccine, der virker, og derfor skal vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at beskytte befolkningen mod sygdommen, udtaler sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, SF, i pressemeddelelsen.

Det er elever på skolerne Kirkebjerg, Tingbjerg, Brønshøj og Husum, der som de første er blevet en del af det nye tilbud.

Som det ses i tabellen, er det dog kun et mindre antal, der har taget imod tilbuddet. Færrest piger på Husum Skole valgte at tage imod tilbuddet om vaccine. Her var det to ud af 34 elever, der blev vaccineret.

- Jeg er forbavset over, at så få har taget imod tilbuddet, siger Steen T. Sørensen, souschef, Husum Skole.

På skolen har de ikke en forklaring på, hvorfor forældrene har takket nej til, at deres børn bliver vaccineret.  

- Vi har ikke fået tilbagemelding fra de forældre, der ikke har sagt ja, siger souschefen.

Antal som har taget imod tilbuddet om HPV-vaccine på skolen: 

Kirkebjerg Skole: 17 ud af 60 (28,33%)
Tingbjerg Skole: 4 ud af 21 (19,05%)
Brønshøj Skole: 3 ud af 30 (10%)
Husum Skole: 2 ud af 34 (5,88%)

Kilde: Københavns Kommune

 

Som i Norge og Storbritannien

Kommunen er inspireret af lande som Norge og Storbritannien, hvor pigerne bliver vaccineret mod HPV på skolerne. Håbet er, at flere piger vil tage imod tilbuddet om vaccinationen.

- Målet med projektet er at mindske besværet ved en vaccination af et skolebarn. Forældrene skal ikke tage fri, og pigerne går glip af mindst mulig undervisning i og med, at vaccinationen foregår på skolen. Jeg håber, at det vil være med til at øge tilslutningen til HPV-vaccinen, udtaler Børne- og Ungdomsborgmester i København, Jesper Christensen, Soc. dem. i pressemeddelelsen.

Fakta om HPV

Livmoderhalskræft er forårsaget af infektion med HPV (human papillomavirus). 

Virus overføres seksuelt.

HPV-vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet for piger, og sundhedsmyndighederne anbefaler, at pigerne bliver vaccineret i 12-års alderen.

Hvis man bliver vaccineret, er man beskyttet mod 90 procent de HPV-typer, der kan give livmoderhalskræft.

Vaccinen består af to stik indenfor 13 måneder.

Kilde: stophpv.dk

Københavns Kommune startede endnu en omgang af tilbuddet op i juni på Lergravsparkens Skole, Dyveke Skole, Sankt Annæ Skole og Amager International School.

Forældrene til piger i 6. klasse på de udvalgte skoler får tilsendt tilbuddet via e-boks. Så har forældrene mulighed for at tilmelde deres barn, hvis de ønsker at hun skal have vaccinationen.

Det er vaccinatører og sygeplejersker fra Danske Lægers Vaccinations Service, der står for vaccinationen. Pigerne bliver vaccineret enkeltvis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik