56-årig bag nyt overfald på plejepersonale

Den 56-årige, der i morges overfaldt en plejer på psykiatrisk center på Sct. Hans i Roskilde, var den samme, som 20. juni overfaldt to sygeplejersker på Frederiksberg Hospital med en brosten, skriver ekstrabladet.dk.

Den ene sygeplejerske fik et svært kraniebrud.

Vietnameseren begik overfaldet på Frederiksberg Hospital sammen med sin ligeledes domsanbragte 45-årige kone.

Det vietnamesiske par har i årevis vandret ind og ud af fængsler og psykiatriske afdelinger på grund af chikane mod den kinesiske ambassade. Parret kræver at blive kinesiske statsborgere.

Parret blev efterfølgende varetægtsfængslet for grov vold og den 56-årige mand blev anbragt på R8 på Sct. Hans, der er hospitalets mest sikre afdeling.

Kl. 5.30 i morges overfaldt han nattevagten med en elektrisk transformer, der var rullet ind i et håndklæde, som blev brugt som slynge. Plejeren fik tre-fire slag i hovedet og måtte syes med 20 sting.

Margit Asser, vicecenterchef på psykiatrisk center Sct. Hans, oplyser til ekstrabladet.dk, at plejeren selv var med til at bæltefiksere patienten, før han blev kørt på hospitalet.

- Det er en robust og fornuftig medarbejder, som har fået tilbudt psykologhjælp, hvis han ønsker det, oplyser Margit Asser til ekstrabladet.dk.