Arkiv Foto: Lorry

53-årig slået ned med kølle på Amager

En 53-årig mand blev tidligt lørdag morgen fundet blødende fra hovedet på gade på Amager.

En 53-årig mand fra Amager i København blev tidligt lørdag morgen fundet blødende på gaden, formentlig efter at være blevet overfaldet med en kølle. Det oplyser Københavns Politi.
      Manden blev fundet på Holdkærs Ager i Kastrup. Han er bragt til Rigshospitalets Traumecenter.
      Ifølge politiet er skaderne alvorlige, men det er endnu ikke til at sige, om manden er i livsfare, siger efterforskningsleder Lars Feldt-Rasmussen.
      - I ambulancen når manden at fortælle, at han inden overfaldet havde kørt med bus, og at han er blevet slået med en kølle eller et bat, siger Lars Feldt Rasmussen.
      Politiet har endnu ikke fundet nogen vidner til overfaldet, hvis der da overhovedet har været nogen.
      Manden blev fundet på gaden klokken 05:40 af en tilfældigt forbipasserende, der straks slog alarm.
      Politiet aner ikke, hvornår - eller hvor - overfaldet fandt sted. Manden bor dog i det nabolag, hvor han blev fundet.