53-årig familiefar strandet i Tyskland efter hjerneblødning

Familien til den 53-årige selvstændige vognmand kæmper nu for at få ham hjem til Danmark.

Flemming Funch er i øjeblikket indlagt på et tysk hospital i Dessau Rosslau. Den selvstændige vognmand fra Kastrup blev ramt af en kraftig hjerneblødning under en tur til Tyskland, hvor han skulle aflevere en pakke. Han blev fundet bevidstløs på en parkeringsplads.

Siden den 13. november har 53-årige Flemming Funchs kone og søn ikke anet deres levende råd, for de kan ikke få ham hjem til Danmark. Vognmanden har glemt at betale sin forsikring, og det gule sygesikringsbevis dækker ikke hjemtransporten.

Flemmings kone Anne Funch har kontaktet assistanceorganisationen SOS, og det koster 85.000 kr. at få hendes mand bragt hjem til Danmark. De penge har Anne Funch ikke. Hun har forsøgt at få et lån i familiens bank, men banken har sagt nej, også selvom Anne Funch har tilbudt Flemmings to motorcykler i pant.

- Et eller andet sted er de jo i deres gode ret til at sige nej til det. Det er jo business, men jeg synes måske, at det er lidt kynisk, siger Anne Funch.

Hun vil nu forsøge at sælge de to motorcykler i stedet for at skaffe penge, så hendes mand kan blive bragt hjem.

Der er dog kommet hjælp til Anne Funch og hendes søn Niki fra uventet kant. En venlig sjæl har nemlig oprettet facebookgruppen 'Flemming skal hjem', hvor han samler ind til familien.

Anders Elton Gryberg fra Frederiksberg har på eget initiativ startet facebookgruppen, der allerede har flere end 400 medlemmer, og mange har allerede tilbudt deres hjælp.

- Hvis jeg stod i samme situation, at min søster eller bror lå nede i Tyskland, som en grøntsag og ikke kunne komme hjem, hvad ville jeg så selv gøre? Spørger Anders Elton Gryberg, som ikke kender Flemming Funch eller hans familie.

Både Anne og Niki Funch er rørte over den overvældende interesse, en masse fremmede har vist for at hjælpe dem.

- Jeg kender ikke manden, og jeg aner ikke hvem han er, man han er sørme et stort menneske, siger Anne Funch om Anders Elton Gryberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik