5. klasser demonstrerer foran skole: "Vi mister vores lærere"

En 5. klasse fra Utterslev Skole i København demonstrerede mandag morgen mod dårlige undervisningsforhold og uretfærdig behandling af lærere.

quote  Vi håber, at ledelsen indser, at der faktisk også er børn, som synes det er rigtig svært og rigtig træls

Samuel Makana Kürstein Traum, 5.klasse Utterslev Skole

- Vi håber, at ledelsen indser, at der faktisk også er børn, som synes det er rigtig svært og rigtig træls, og som også har tænkt sig at gøre noget ved det.

Sådan siger Samuel Makana Kürstein Traum, som går i 5. klasse på Utterslev Skole.

Sammen med sine klassekammerater har han iværksat en demonstration foran Utterslev Skole mandag morgen, hvor målet er at sætte fokus på, at rigtig mange lærere forlader skolen i København, som ellers tidligere har været velfungerende.

Da en lærer sagde op for to uger siden, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for de mange 5. klasses-elever, der derfor valgte at tage sagen i egen hånd. 

Store papskilte med slagord og kampråbet "Vi demonstrerer - vi mister vores lærere!" fyldte pladsen foran skolen, hvor de omkring 30 elever var stået ekstra tidligt op for at få hul igennem til ledelsen.

Eleverne mener, at der er alt for mange vikarer og alt for få lærere. 

- Nogle gange er det okay at have en vikar. Men jeg vil tro, at det er omkring halvdelen af tiden, at vi har haft vikar, siger Samuel Makana Kürstein Traum og tilføjer:

- Og det kan godt blive lidt svært. For vikaren ved ikke, hvad vi har lavet resten af året, så de sætter os bare til at se en film eller læse en historie.

Demonstrationen er elevernes eget initiativ, men selvom 5.klasserne selv har arrangeret det hele, så står forældregruppen bag børnene.

Forældre bakker elever op

quote Jeg tænker, at det er sejt. Det er altså noget, som de selv har fået idéen til, og selv har gennemført

Trine Pramming, forælder til elever i 5. klasse

- Jeg tænker, at det er sejt. Det er altså noget, som de selv har fået idéen til, og selv har gennemført. Så jeg står lige her på sidelinjen for at bakke op om det og for at se, hvordan det forløber, siger Trine Pramming, der er forældre til to børn i 5. klasse.

Forældrene til børnene i 5. klasse ved heller ikke, hvorfor lærerne flygter fra skolen.

-  Fra skoleledelsen har man påpeget, at det er på grund af skolereformen, at mange lærere har valgt at stoppe på Utterslev Skole. Vi synes bare, at der begynder at danne sig et mønster, som er bekymrende for os, siger Trine Pramming og fortsætter:

- Så da 5. klasse nu har mistet endnu en vældig afholdt, vellidt og dygtig lærer, så er vi altså ved at være der, hvor vi rigtig gerne vil råbe lidt op. Det er rigtig mange vikarer, der er på spil her for børnenes hverdag.

quote Det er rigtig mange vikarer, der er på spil her for børnenes hverdag

Trine Pramming, forælder til elever i 5. klasse

Elevernes opråb er heller ikke opstået ud af ingenting. I løbet af de sidste to år har 57 lærere forladt skolen, viser en opgørelse fra Københavns Kommune.

Det betaler eleverne i en eller anden grad prisen for, lyder det fra både børn og forældre.

Skoleleder er lydhør: Jeg tager det meget alvorligt

Ifølge Ulla Jensen, der er skoleleder på Utterslev Skole, kom demonstrationen på skolen bag på hende. Samtidig bliver sagen taget meget alvorligt, understreger hun.

- Det tager jeg meget alvorligt. Jeg synes, at det er rart at se, at de her børn benytter sig af de demokratiske spilleregler, der er i Danmark, siger Ulla Jensen og tilføjer:

- Det er en fin måde at vise, at vi skal i dialog. Hvis man føler trang til at sige noget, og ikke kan gøre det ved at banke på min dør, så er det helt okay med mig. 

Skolelederen genkender billedet af, at mange timer erstattes af vikartimer, men vikartimerne afholdes primært i lærerteams, hvilket betyder, at børnene allerede kender læreren i forvejen. Desuden er mange af skolens vikarer lærerstuderende.

- Men det er klart, at hver gang, der er en lærer, som forlader skolen, så går der en måned til halvanden, før det er udbedret.

Ulla havde efter demonstrationen en god dialog med klassen, som hun glæder sig over.

- Jeg har haft en halv time sammen med eleverne nede i klassen, hvor vi har snakket om de her problemstillinger. Der var en meget fin, god og seriøs stemning, hvor vi lyttede til hinanden, siger hun og fortsætter:

- De fortæller, at de er ærgerlige over, at der er så mange vikarer, og det kan jeg rigtig godt forstå.

Utterslev Skole arbejder på fastholdelse af lærere

quote Der er så mange forskellige grunde til at nogle lærere forlader os, og det er klart, at det giver anledning til at kigge os selv efter i kortene

Ulla Jensen, skoleleder på Utterslev Skole

Skolen har siden efterårsferien forsøgt at løse, hvordan lærerstaben får lyst til at blive på skolen, så elevernes skoledag bliver helt normaliseret.

- Der er så mange forskellige grunde til at nogle lærere forlader os, og det er klart, at det giver anledning til at kigge os selv efter i kortene og spørge: "Hvad er der brug for, for at lærerne bliver på skolen?", siger Ulla Jensen.

Hun nævner, at en del af årsagen til lærerflugten kan være arbejdstidsaftalen - konsekvenserne af den ramte blot langt senere, end det var tilfældet på andre skoler.

quote Vi er ret seriøse omkring at få skabt nogle rammer, som lærerene er glade for

Ulla Jensen, skoleleder på Utterslev Skole

- Vi troede, at vi var mere på forkant med situationen, men det har vist sig hen ad vejen, at det også kunne ramme dem, som man ikke lige forestillede sig, siger skolelederen og tilføjer:

- Man kan sige, at alle skoleledere har været forberedt på, at vi gik ind i en ny historisk periode i folkeskolen. Og som mange andre forandringer rammer de på forskellige tidspunkter. Vi er ret seriøse omkring at få skabt nogle rammer, som lærerene er glade for, og som de bliver fastholdt i her på skolen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik