48-årig 'samurai' fængsles formentlig i surrogat

Den mand, der mandag gik amok med samuraisværd i Gentofte, fremstilles tirsdag i grundlovsforhør. Manden er psykisk ustabil.

En psykisk ustabil 48-årig mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør, efter at han mandag eftermiddag stak en 51-årig med et eller flere samuraisværd i Gentofte.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry. 

- Vi vil anmode om, at han bliver fængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling. Det er ikke vores indtryk, at han var påvirket af noget, da han stak den forurettede, men han er dårligt psykisk fungerende, siger Henrik Gunst, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry. 

Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes

Af samme grund er det ifølge politiet svært at blive klogere på, hvorfor den 48-årige mand i forlængelse af et skænderi på en bænk hentede to samuraisværd og stak den 51-årige mand ved Fakta i Vangede.

- Vi har afhørt ham, men vi kan ikke komme frem til et konkret motiv, og det skyldes, at han er psykisk ustabil, siger Henrik Gunst til TV 2 Lorry. 

Han fortæller, at både den 48-årige og den 51-årige er del af et 'bænkmiljø' i Gentofte. Den 48-årige mand er sigtet for drabsforsøg. 

- Det er han, fordi han stikker den forurettede direkte i halsen. Han stikker ham også i armhulen. Det kan godt være, at han ikke gør voldsom skade, men det var alvorligt nok til, at den anden mand skulle opereres, siger Henrik Gunst til TV 2 Lorry. 

 

Mandag forlød det, at hændelsen udspillede sig foran en gruppe børnehavebørn, men det kan Henrik Gunst ikke bekræfte.

- Vi har afhørt en del vidner, men jeg har ikke hørt noget om, at der skulle have været en børnehave i nærheden, siger han til TV 2 Lorry.

Den 51-årige mand vil tirsdag klokken 13 blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik