Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, Kons., er gravid for anden gang. Foto: Erik Refner / Scanpix

48-årig borgmester gravid igen: "Vi glæder os"

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, kæmpede med barnløshed i otte år. Nu er hun gravid med sit andet barn.

Borgmesteren i Helsingør, den konservative Benedikte Kiær, er gravid igen.

Det skriver hun selv i et opslag på Facebook, hvor også et billede af den lille ny er med.

'I begyndelsen af september bliver Lauge storebror og Simon storebror for anden gang. Alt er godt og vi glæder os alle', skriver politikeren, der senest var gravid med Lauge, som blev født i starten af 2016. 

Læs også Toppolitiker gravid: Her er suppleanten

Kiær og hendes mand, Lars Dam, har tidligere kæmpet med ufrivillig barnløshed i otte år, hvor spontane aborter og fejlslagne fertilitetsforsøg satte en stopper for familiedrømmen.

Siden besluttede parret sig for at adoptere et barn fra Etiopien, men her havde adoptionsbureauet rod i papirerne, og processen trak ud. 

Derfor prøvede parret nok engang fertilitetsbehandling - og i 2015 lykkedes det for den dengang 45-årige politiker at blive gravid og få sønnen Lauge.

Efter Lauges ankomst den 9. januar 2016 holdt borgmesteren barsel i godt tre måneder, hvorefter hun igen indtog rådhuset.

- Mere kan man ikke tillade sig med det her job, sagde Benedikte Kiær dengang til TV 2 Lorry.

Læs også Barslen er slut: Kiær tilbage i arbejdstøjet

Når parrets andet fælles barn skal fødes om et halvt års tid, vil Benedikte Kiær være 48 år - en del ældre end gennemsnittet for både første- og andengangsforældre.

- Vi har været sammen i mange år, og hvis vi selv have kunnet bestemme, så havde vi fået vores børn tidligere. Men det kunne vi ikke, og sådan er vores liv så blevet indrettet. Det er der også nogle fordele ved. Vi er etablerede og har ikke så mange bekymringer… udover de sædvanlige forældrebekymringer naturligvis, siger Benedikte Kiær til Helsingør Dagblad.

Helsingør Kommune har endnu ikke offentliggjort, hvem der skal overtage borgmesterhvervet for en tid, når Benedikte Kiær går på barsel. Sidste gang overtog den daværende 1. viceborgmester Ib Kirkegaard fra Dansk Folkeparti. 

Læs også Barnløs: Victoria troede ikke, alderen ville blive et problem

Ifølge den nuværende 1. viceborgmester, Henrik Møller, soc.dem., forventer han, at modellen bliver den samme denne gang.

- Jeg forventer at vikariere for Benedikte Kiær, mens hun er på barsel, siger han til Ekstra Bladet.