Foto: TV 2 Lorry

43-årig idømt to års fængsel for trafikdrab på 13-årig

En 13-årig dreng blev 18. november dræbt i Nordsjælland af en spritbilist, der nu er dømt for trafikdrabet. En 43-årig mand skal to år i fængsel for med en del spiritus i blodet at have kørt en 13-årig dreng ihjel nord for Frederiksværk 18. november, lyder dommen ved Retten i Hillerød ifølge Ekstra Bladet.

Den 43-årige mand havde drukket "kyllinger" - altså snaps - i en periode op til ulykken, og han husker at være kørt ind på en tankstation og købt den sidste lille snaps fem minutter inden, ulykken skete.

Retten frakendte også den 43-årige mand retten til at køre bil de næste 10 år, men spørgsmålet om erstatning til den 13-åriges familie er endnu ikke afgjort. Her skulle dommeren bruge mere tid.

Helt nøjagtigt havde den 43-årige en promille på 1,44, og han har tidligere i et grundlovsforhøret fortalt, at han ikke husker ulykken.

- Han erkender, at han har ført bilen, men han har ingen erindring om selve ulykken eller det, der skete umiddelbart efter, sagde anklager Rikke Hald i grundlovsforhøret.

Ud over spiritus viste blodprøven, at manden havde hash i blodet, hvad han selv forklarede med, at han røg en joint et par dage tidligere som led i behandling for sin ADHD.

- Han mente dog ikke, at han var påvirket af det længere, da ulykken fandt sted. Men det finder vi ud af, når vi får resultatet af den blodprøve, sagde Rikke Hald.

Det er ikke første gang, at den 43-årige kører med alkohol i blodet. Han er tidligere dømt for spirituskørsel og har grundet dette ikke noget kørekort.

Ulykken skete, da manden kørte ind over den modsatrettede vejbane og ramte drengen, der kørte på cykelstien. Drengen blev erklæret død på stedet.