Foto: TV2/Lorry

43-årig anholdt for sexoverfald i Charlottenlund Skov

På baggrund af dna-spor har politiet anholdt en 43-årig mand, der sigtes for forsøg på at voldtage 18-årig.

Et af sommerens grimmere overfald er rykket nærmere en opklaring, efter politiet i Nordsjælland har anholdt en 43-årig mand og sigtet ham for forsøg på voldtægt.
      Det var 11. juni, at en 18-årig pige blev slået omkuld og slæbt ind i Charlottenlund Skov ved København, hvor gerningsmanden forsøgte at voldtage hende.
      - Vi har nu på baggrund af dna-materiale og andre tekniske spor anholdt manden, der mistænkes for at stå bag, siger vicepolitikommissær Morten Riisager-Pedersen.
      Det lykkedes aldrig gerningsmanden at gennemføre voldtægten af sit offer, der gjorde så voldsom modstand og skreg op, at overfaldsmanden opgav og flygtede ind i skoven.
      Efter episoden efterlyste politiet i første omgang en 20-25-årig mand med rygsæk, men det tyder på, at gerningsmanden altså er en del ældre.
      Den anholdte 43-årige mand er i forvejen kendt i politiets registre.
      - Men ikke for sædelighedsforbrydelser, siger Morten Riisager-Pedersen.
      Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag i Retten i Lyngby med krav om varetægtsfængsling.