4000-årig hårlok viser uddøde grønlændere

I en gedigen verdenssensation har forskere ved Københavns Universitet rekonstrueret arvemassen hos Grønlands første indbyggere. De uddøde for 4000 år siden.

Ud fra en enkelt hårlok har danske og udenlandske forskere i et epokegørende arbejde rekonstrueret udseendet hos de første indbyggere i Grønland.

Det er dna-forsker, professor Eske Willerslev og ph.d.-studerende Morten Rasmussen, som sammen med en lang række kolleger har genskabt arvemassen i Saqqaq-mennesket.

Grønlands første mennesker indvandrede fra Sibirien, men gik til grunde for 4000 år siden.

Den hårlok, der er analyseret, blev fundet i permafrosten ved en boplads nær Ilulissat (Jakobshavn) i 1980'erne. Den har siden været opbevaret på Nationalmuseet i København.

Opdagelsen gør det muligt i store træk at fastslå ophavsmandens udseende og en del af hans fysiske egenskaber blandt andet blodtype og formen på hans fortænder.

Inuk ("menneske"), som manden er døbt, havde tendens til skaldethed og tør ørevoks. Han var genetisk tilpasset lave temperaturer, så han kunne producere tilstrækkelig kropsvarme til at klare kulden i det højarktiske område, oplyser Eske Willerslev.

De opsigtvækkende resultater præsenteres på forsiden af det videnskabelige tidsskrift Nature.

Gamle dna-prøver er ofte fulde af skader, men forskerne har som noget nyt brugt et enzym, der begrænser skaderne til næsten ingenting.

Foruden at røbe meget om Inuks livsbetingelser kan den forbedrede dna-teknik også bruges til at kortlægge fortidens folkevandringer hen over kloden. Ved at sammenligne forskellige befolkningsgruppers genetiske sammensætning kan man se, hvornår de bliver blandet op med fremmed blod.

Teknikken øger desuden forståelsen af arveanlæg og de sygdomme, nutidsmennesker har arvet fra deres forfædre. På Tv2/Lorry kan du i udsendelsen klokken 19.30 se mere om det sensationelle forskningsporjekt.

/ritzau/

2010-02-10T18:00:29+0100